En mand, der har erkendt to tilfælde af overfald på skolepiger, tiltaltes for yderligere tre seksualforbrydelser, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse torsdag.
Manden i den røde bil på Sydfyn, som han blev døbt i medierne, er nu tiltalt i sagen, og anklageskriftet indeholder ud over de erkendte forhold et forsøg på seksuelle krænkelser af en voksen kvinde, planlægning af seksuelle krænkelser overfor en mindreårig og besiddelse af børneporno.
Overfaldene i oktober og november 2012 på to skolepiger i Øster Skerninge og Refsvindinge medførte en meget omfattende efterforskning og eftersøgning.
Over 200 mænd afgav dna-prøver, men politiet fik intet gennembrud i sagen trods mange appeller til offentligheden.
Det kom først i sommeren 2013, da politiet blev opmærksom på manden i forbindelse med en brand i Skibhuskvarteret i Odense. Her fandt betjente sprængstoffer og store mængder børneporno.
Forsøget på voldtægt af en voksen kvinde skete ifølge anklageskriftet en uge før, han overfaldt den første af skolepigerne. Det skulle være sket på en cykelsti, hvor han ifølge anklagen også brugte en bil, som han forsøgte at presse kvinden ind i.
Desuden er der rejst tiltale om besiddelse og fremstilling af skydevåben, ligesom manden anklages for at have udviklet sprængstoffer.
Retssagen skal begynde ved Retten i Odense 4. november.
Anklagemyndigheden vil kræve en straf på mere end fire års fængsel, men manden kan selv afgøre, om sagen skal bedømmes af et nævningeting eller af en domsmandsret.
Retssagen vil strække sig over syv dage.