- Jeg tænkte bare: 'Hvad er det her for noget?'
Det kom som et chok for den fynske folketingskandidat for Kristendemokraterne Michael Jensen (KD), da han læste nyheden om, at partiets politiske formand, Isabella Arendt, havde valgt at forlade partiet.
- Jeg måtte lige sætte mig ned et øjeblik for at læse det.
- Jeg er chokeret og ked af det. Jeg havde ønsket, at jeg havde hørt det på anden måde end sådan her. Der er ingen i partiet, der har ønsket, at hun skulle trække sig tilbage, siger Michael Jensen, der er folketingskandidat og storkredsformand for Kristendemokraterne på Fyn, til TV 2 Fyn.
Tirsdag har Isabella Arendt nemlig valgt at stoppe som formand for Kristendemokraterne og melde sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning. Det meddelte hun i en mail til Ritzau.
- Jeg brænder for at gøre Danmark grønnere, friere og mere næstekærligt. Jeg har ikke længere en oplevelse af opbakning, og derfor tager jeg konsekvensen og har truffet denne beslutning, siger Isabella Arendt i den skriftlige kommentar ifølge TV 2.
Hun var med til at give os et kanonvalg, og det vil jeg altid være hende taknemmelig for
Oplevelsen af manglende opbakning
Oplevelsen af manglende opbakning kan den fynske folketingskandidat ikke genkende. Han mener, at Isabella Arendt har fået hundrede procent opbakning fra partimedlemmer og hovedbestyrelsen hele vejen igennem, hvor Michael Jensen også sidder iblandt.
- Jeg mener simpelthen ikke, at det passer, som jeg ser det fra min plads i hovedbestyrelsen.
- Jeg forstår ikke, at hun ikke føler sig bakket op. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag det. Hun har altid været kristendemokrat, og hun har brændt for det her parti. Men der kan være grunde, som jeg ikke ved i den situation. Jeg skal ikke kritisere hendes beslutning, uddyber han.
Isabella Arendt (KD) omtaler sit farvel som "summen af mange faktorer, der over tid bliver til mistrivsel og slidtage". Hun påpeger dog, at der ikke er tale om nogen personer eller sag internt hos Kristendemokraterne, som får hende til at forlade partiet.
Det står dog endnu ikke klart, om hun siger endegyldigt farvel til politik, skriver Ritzau.
- Arbejdsglæden var forsvundet. Jeg trives simpelthen ikke i mit arbejde længere, og jeg kunne mærke, at der var længere og længere imellem, at jeg gik glad på arbejde, siger 29-årige Isabella Arendt til Ritzau.
'Vikaren fra himlen' var det friske pust
Den 29-årige kvindelige politiker kom for alvor ind på den politiske scene, da hun i valgkampen tilbage i 2019 blev kendt som 'Vikaren fra himlen', da hun dengang trådte i stedet for daværende partiformand Stig Grenov.
Kristendemokraterne manglede dengang kun 200 stemmer fra at opnå valg til Folketinget gennem et kredsmandat i Vestjylland.
Isabella Arendt var med til at give Kristendemokraterne et kanonvalg dengang. Hun sendte et anderledes signal om Kristendemokraterne og gav partiet et "nyt image", fortæller Michael Jensen og fortsætter:
- Hun hjalp os til et kanonvalg, og det vil jeg altid være hende taknemmelig for. Hun er en dygtig, veltalende og professionel som politiker. Man føler, at hun engagerer sig, og hun arbejder for sagen. Det er svært at sætte ord på.
En hård tid for Kristendemokraterne
Partiet har på nuværende tidspunkt kun ét mandat i Folketinget. Det skyldes, at folketingsmedlemmet Jens Rohde i løbet af sin igangværende valgperiode har valgt at skifte fra De Radikale til Kristendemokraterne.
Men han har for nyligt meddelt, at han ikke genopstiller ved næste valg. Det samme gælder for partiets vestjyske spidskandidat Kristian Andersen som også har valgt ikke at genopstille ved næste folketingsvalg.
Hvad kommer Arendts farvel til Kristendemokraterne til at betyde for det kommende folketingsvalg?
- Det er spændende at være Kristendemokrat lige nu. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, andet end at politisk næstformand Marianne Karlsmose træder i hendes sted indtil videre, siger folketingskandidat Michael Jensen.
Kristendemokraterne står lige nu til 1,3 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen. Det viser en meningsmåling fra Voxmeter for Ritzau. Det betyder, at partiet indtil videre ikke ligger over spærregrænsen.
Oprindeligt skulle Isabella Arendt have besøgt Fyn her til juni forbindelse med en rundtur til Kristendemokraternes partimedlemmer i hele landet.
Hun har også tidligere været på besøg på Fyn i forbindelse med sin daværende formandspost. I november sidste år besøgte hun en række sundhedsuddannelser på UCL i Odense for at tale om fremtidens rekrutteringsudfordringer.