Der er store ændringer på vej i folkeskolen, som fremover skal have endnu større fokus på praktiske fag, mindre skærm og styring - og mere lokal frihed.
Det fortæller den fynskvalgte folkeskoleordfører Sara Emil Baaring (S), der tirsdag var med til at præsentere en ny aftale, som regeringen har indgået med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Radikale og Det Konservative Folkeparti.
- I bund og grund er det en aftale, hvor jeg synes, at vi skubber noget mere tillid ud til skolerne og stoler mere på, at de kan tilrettelægge en undervisning, der passer til eleverne, siger det fynske folketingsmedlem til TV 2 Fyn.
Lærerforening: Løser ikke 'helt store problemer'
Hos lærerstanden er der dog ikke helt samme optimisme omkring aftalen.
For selvom 'aftalen rummer flere gode elementer', mangler der 'løsninger på helt store problemer', lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening. Blandt andet når det gælder udfordringer med inklusion.
- Skolen står med stadigt flere elever, der har brug for massiv specialpædagogisk støtte. Hver gang skal pengene findes i skolens budget. Det betyder, at skolerne tvinges til at spare på de forebyggende indsatser, og små problemer får lov at vokse sig store, siger Gordon Ørskov Madsen, der er formand for Danmarks Lærerforening.
- Det er en kæmpe udfordring, og det mangler politikerne fortsat at forholde sig til, uddyber han.
Er 'første skridt på vejen'
På Christiansborg lyder svaret på kritikken fra den fynske ordfører, der selv er lærer, at aftalen er et 'første skridt på vejen'.
- Men jeg synes dog, at der er elementer i aftalen, som kan gå ind og afhjælpe. Blandt andet så indfører vi igen, at pædagoger og lærere får mulighed for at videreuddanne sig til det, man i gamle dage kaldte skolepsykolog, siger Sara Emil Baaring (S).
- Så vi får noget mere viden ind i skolen om, hvordan vi kan hjælpe alle de her børn.