Fynsk paradressurrytter tager sin anden VM-titel på en uge

Den fynske paradressurrytter Stinna Tange Kaastrup har endnu en gang besejret hele verdenseliten og kan nu kalde sig dobbelt verdensmester.

VM i paradressur er i denne uge blevet afholdt i Tryon i delstaten North Carolina i USA. Allerede tirsdag red den fynske rytter Stinna Tange Kaastrup og hesten Horsebo Smarties sig til tops i den såkaldte grad II-kategori.

Og lørdag kunne de to så føje endnu et verdensmesterskab til listen, da de toppræsterede med deres frie program til musik i grad II og endnu en gang kunne se dannebrog stryge helt til tops.

quote Smarties havde en fest, og vi gav alt vi havde og kæmpede for hver eneste øvelse, så jeg er rigtig, rigtig stolt

Stinna Tange Kaastrup

- Jeg er meget overvældet og lykkelig og meget stolt af Smarties. Det er jo mange års arbejde, der bærer frugt. Jeg skiftede træner kort inden VM, men det siger meget om vores dressurkultur i Danmark, at jeg kan det og så stadig få det til at fungere, siger Stinna Tange Kaastrup i en pressemeddelelse.

For to år siden vandt de to bronzemedaljer sammen ved para-OL i Rio, og sidste år sikrede duoen guld ved EM.

Stinna Tange Kaastrup tildeler nok en gang sin 17-årige vallak Horsebo Smarties æren for VM-titlen.

 - Det var hårdt for mig derinde. Jeg har haft rigtig mange problemer med varmen herovre. Men Smarties havde en fest, og vi gav alt, vi havde, og kæmpede for hver eneste øvelse, så jeg er rigtig, rigtig stolt.

Kategorierne til VM i paradressur bliver sat efter graden af handicap hos rytterne.

Oversigt

    Oversigt