Boligmarkedet i Danmark er på vej mod et rekordår, og det kan mærkes på huspriserne. Næsten hver tiende hus, der blev solgt i oktober, blev således solgt dyrere end udbudsprisen.
Det viser nye tal fra boligsiden.dk.
- Vi ser i øjeblikket usædvanligt mange hushandler samtidig med, at det samlede udbud daler. Det gør det sværere for køberne at finde præcis den bolig, som de leder efter. Når drømmeboligen så viser sig, er de derfor villige til at betale et større beløb for at sikre sig, at huset bliver deres, siger kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk Birgit Daetz i en pressemeddelelse.
Også på Fyn har den udsædvanlige aktivitet på boligmarkedet kunnet mærkes. I slutningen af oktober var antallet af solgte boliger kun 120 boliger fra et fynsk rekordår.
Tre kommuner skiller sig ud
Der er stor forskel på, hvor der bliver betalt overpris for husene på Fyn, men tre kommuner lå i oktober over landsgennemsnittet for antallet af boliger solgt til en højere pris, end den var udbudt til.
På landsplan drejer det sig om 9,5 procent af de boliger, der blev solgt i oktober. I Kerteminde var tallet oppe på 11,1 procent, mens det i Odense og Svendborg var på henholdsvis 9,9 procent og 10 procent.
I den anden ende af skalaen finder man Nyborg, hvor ikke et eneste hus blev solgt til overpris i oktober. I Middelfart var tallet 2,3 procent, og i Nordfyns Kommune var det 2,6 procent.
Ser man på hele Fyn, blev 6,2 procent af boligerne solgt til overpris i oktober.
Højeste andel i år
Det danske boligmarked oplevede i begyndelsen af året en kortvarig nedtur efter coronavirussens udbrud, men i løbet af foråret tog salget til igen.
Siden marts er andelen af huse solgt til overpris steget hver eneste måned.
- Det er meget usædvanligt, at vi nu ser, at hvert 10. hus bliver solgt for mere end udbudsprisen. Men der kommer flere købere til markedet, og dem som har været på udkig længe, er efterhånden rimelig afklaret omkring deres ønsker og krav til boligen. Derfor er de også klar til at handle hurtigt og til at tage ekstra værktøjer i brug, når de finder det rigtige hus i et forsøg på at sikre sig handlen, siger Birgit Daetz.
De 9,5 procent på landsplan er det højeste tal, boligsiden.dk har registreret, siden man begyndte at føre statistik i 2011.
Kommune | Antal huse solgt i oktober | Andel solgt til overpris i procent |
---|---|---|
Assens | 39 | 7,7 |
Faaborg-Midtfyn | 56 | 3,6 |
Kerteminde | 18 | 11,1 |
Langeland | 23 | 8,7 |
Middelfart | 44 | 2,3 |
Nordfyns | 38 | 2,6 |
Nyborg | 29 | 0 |
Odense | 162 | 9,9 |
Svendborg | 60 | 10 |
Ærø | 17 | 5,9 |
Samlet | 486 | 6,2 |