Fynske S- og SF-politikere: Det er ikke rød politik

Flere fynske socialdemokrater og SF'ere kritiserer regeringen, efter at den i de seneste dage har foreslået at sænke af selskabsskatten, skære i SU'en og i kontanthjælpen.

Det fortæller TV 2/FYN.

For det er ikke socialdemokratisk politik, når regeringen skærer i SU, kontanthjælp og de kommunale budgetter, samtidig med at selskabsskatten sænkes, lyder det fra Socialdemokraternes politiske ordfører i Odenses byråd, Tim Vermund.

- Jeg tror, at mange kommunalpolitikere undrer sig over, at vi skal sidde og afskedige medarbejdere, og der så samtidig er råd til at give skattelettelser til selskaberne. Skattelettelser, hvor der er meget stor tvivl om, hvor mange arbejdspladser, det skaber, siger Tim Vermund til TV 2/FYN.

Han mener direkte, at den socialdemokratisk-ledede regering med reformforslagene går imod partiets egen politik.

- Jeg synes ikke, at vi fører socialdemokratisk politik lige nu, siger han.

SFs viceborgmester i Svendborg, Bruno Hansen, mener heller ikke, at hans parti med forslagene fører SF-politik. Og han mener, at partiledelsen bør overveje, om SF overhovedet får nogen indflydelse i regeringen.

- Det er et voldsomt træk at skulle gøre det, men vi er meget tæt på at skulle trække os ud af regeringen, siger han til TV 2/FYN.

Bruno Hansen fortæller, at han på gaden møder mange vælgere, der undrer sig over partiets kurs.

- Jeg har det meget skidt med det. Det er svært at være SF-politiker lige nu, forklarer han.

På Nordfyn mener SF-byrådsmedlemmet Steen Brydegaard, at de smalle skuldre - med reformerne - nu skal bære det tungeste læs.

- Jeg kan godt forstå, at mange nu ser det her som en bevægelse væk fra vores kerneværdier. Det er ikke SF-politik at sænke selskabsskatten, fortæller han.

Steen Brydegaard kritiserer samtidig regeringens kommunikation i forbindelse med de seneste dages reformudspil. Han forstår ikke, at man den ene dag laver en kontanthjælpsreform for så dagen efter at sænke selskabsskatten.

- Man har været rigtigt dårlige til formidlingen og blandet tingene sammen, lyder kritikken af regeringens kommunikation.

Han mener også, at det gik galt for partiet, da SF inden det seneste folketingsvalg lagde sig tæt op af Socialdemokraterne.

- Man solgte ud, da man begyndte at føre politik med Socialdemokraterne. Villy Søvndal var alt for ivrig efter at komme i regering, siger han til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt