Engang væltede svovlen ud af skibet Torm Laura. Men nu har det fået installeret en såkaldt scubber - en røgrenser.
- Vi renser det (svovlen, red.) med vand, og det vil sige, at det kommer fra havvand, ind igennem scrubberen og en en del af den svovl, der ellers ville komme ud i atmosfæren, bliver udledt i havet, siger Jacob Meldgaard, der er administrerende direktør hos rederiet Torm.
Fayard får ordre på scrubbere
Det er skibsreparationsværftet Fayard på Lindø, der har installeret røgrenseren. Fayard er bare én af flere fynske maritime virksomheder, som lige nu nyder godt af rederiernes behov for at installere røgrensere på deres skibe.
- Der er run på installation af scrubbere. Vi har helt konkret 12 installationer i pipelinen, der er konfirmeret, fortæller Fayards administrerende direktør, Thomas Andersen.
Onsdag var medier og den maritime branche inviteret på besøg hos tankskibsrederiet Torm for at se en ny røgrenser.
- Scrubbere har været en del af debatten inden for shipping. Ikke alene i Danmark, men også internationalt. Og vi synes, det er en god lejlighed til, at folk kan få syn for sagen, siger Jacob meldgaard.
100 arbejdspladser på Fyn
Det er FN's søfartsorganisation, IMO, som i 2016 besluttede at indføre svovlreduktionen, der altså træder i kraft hele verden i 2020.
Det fik dengang det maritime Fyn til at løfte hænderne jublende over hovedet med udsigten til nye opgaver, og de blev ikke skuffet.
- Jeg vil godt lægge hovedet på blokken på, at der er 100 arbejdspladser i det på Fyn lige nu, og jeg tror også, at der kommer flere, inden 2020 er gået, siger Troels Ankerstjerne, der er forretningsudvikler hos Fyns Maritime Klynge.
Og når alle scrubbere er installeret, venter næste eventyr.
- Det her boom vil sikkert blive meget mindre. Men der er en anden ting, som også skal monteres. Det er det, der hedder ballastrensningsanlæg, som også er et boom, der kommer nu, så vi ser fortrøstningsfuldt på fremtiden, siger Thomas Andersen.
Et tankskib skib uden røgrenser, som sejler på sort olie, udleder ifølge undersøgelser svovl svarende til næsten 300.000 personbiler. Ifølge et finsk-amerikansk studie betyder skibenes svovludledning i dag 100.000 dødsfald på verdensplan.