Fredag fik den danske speedwaystjerne Nicki Pedersen en hjælpende hånd i kampen om at vinde årets VM-serie.
Lørdagens finske grandprix i Tampere bliver nemlig uden polske Krzysztof Kasprzak, som topper VM-tabellen foran Nicki Pedersen efter sæsonens første to løb.
Krzysztof Kasprzak, som vandt det seneste grandprix i Polen, har meldt afbud med en korsbåndsskade, lyder det i en pressemeddelelse. Polakken er noteret for 35 point, mens Nicki Pedersen er toer med 24 point.
Den lokale finske helt Kauko Nieminen afløser Krzysztof Kasprzak i Tampere.
Niels-Kristian Iversen og Kenneth Bjerre er de andre danskere, som skal kæmpe om sejren i Finland lørdag aften.