Rædselsfuldt regnskab
Ifølge en pressemeddelelse er klubben truet på livet. GOG har et underskud på syv millioner kr. og en negativ egenkapital på 2,5 millioner kr.
Tallene ryster bestyrelsesformanden Hemming Van, der trådte ind i forsommeren. Han kalder regnskabet for "ganske rædselsfuldt" ifølge Fyens Stiftstidende.
Specielt den negative egenkapital kan spænde ben for håndboldklubben. DHF kræver nemlig, at egenkapitalen skal udgøre 25 procent af lønningerne til spillerne. Og ifølge avisen regner GOG med at bruge otte millioner kroner på løn til spillerne næste år. Det betyder, at klubben skal skaffe 4,5 millioner kroner for at egenkapitalen kan leve op til det krav.