GOG vinker farvel til kæmpetalent i 2020

Næste år kommer GOG til at vinke farvel til en af de største profiler på holdet.

Lasse Møller fra GOG forlader i sommeren 2020 Sydfyn og den gule trøje. Det bekræfter klubben i en pressemeddelelse.

Lasse Møller har skrevet kontrakt med danskerklubben Flensburg-Handewitt tre år frem.

- For det første er jeg rigtig glad på Lasses vegne, at han skal videre til en af de store klubber i Europa. Og for GOG er det også rigtig fint. Vi kan kun glæde os over at have spillere, der er attraktive for de største klubber, siger GOG's direktør Kasper Jørgensen.

Håndboldklubben Flensburg-Handewitt har udløst Lasse Møllers frikøbsklausel, hvorfor det også er derfor, han kan skifte klub før hans kontrakt udløb i 2021. Kasper Jørgensen har ikke ønsket at oplyse, hvor meget det har kostet Flensburg at købe Lasse Møller fri.

Den 22-årige landsholdspiller har spillet i klubben hele livet og har de seneste par år udviklet sig til at være en kæmpeprofil. Nu skal profilen videre, og det glæder han sig til.

- Jeg glæder mig rigtig meget over at have fået et tilbud, der passer perfekt til mig. Og jeg er glad for, at jeg nu har fået fremtiden på plads. Men jeg glæder mig samtidig til at slutte ordentlig af i GOG i denne her sæson, og så har jeg jo også fået næste sæson med. Og der går vi selvfølgelig efter at vinde så meget, vi kan, siger Lasse Møller i en pressemeddelelse.

- Værnepligten er aftjent

Direktøren for GOG er ærgerlig, men fattet.

- Lasse er en spiller, der har været i klubben altid. Han har aftjent sin værnepligt her, så det er fuldt fortjent, siger Kasper Jørgensen.

I Flensburg kan Lasse Møller se frem til at blive holdkammerat med flere danskere. Lasse Svan, Anders Zachariassen og Simon Hald og Rasmus Lauge er alle på holdkortet. Rasmus Lauge skifter dog til Veszprem efter denne sæson.

Unge Lasse Møller får sin store chance mod Aalborg Håndbold. Se indslaget fra den gang Lasse Møller fik chancen på GOG.

Oversigt

    Oversigt