- Det var næsten ligesom at vinde i lotto. Vi blev rigtig glade.
Sådan siger Tony Gade om, hvordan han og familien reagerede, da de fik at vide, de kunne komme på Langelandsfestivalen i år. Tony Gade er førtidspensionist, og hans kone er i et ressourceforløb. Det betyder familiens økonomi ikke rækker til at komme på festival.
Men et nyt samarbejde mellem Langelandsfestivalen og Red Barnet har i år betydet, at familien Gade Iversen og 13 andre fynske familier, der normalt ikke har råd til at tage på festival, er med i år.
Familierne har fået billetten, transport og mad betalt, og oveni var der slået telte op til dem, da de mødte op.
- Det er så godt. Det gør mig så lykkelig, siger Tony Gade.
Det nye tiltag er også støttet Anchersens Busselskab og Harald Nyborg.
- Det betyder, at drengene kan komme i skole efter sommerferien og fortælle de andre om deres oplevelser, samtidig med de andre børn har historier fra deres sommerferie, siger han.
Et pusterum
Peter Lomand Jensen fra Red Barnet er co-lejrleder i den lejr på festivalen, hvor familierne bor. Han glæder sig over at kunne være med til at give muligheden for en festivaltur.
- Formålet er at give de her familier et pusterum i hverdagen, siger han.
Red Barnets frivillige sørger for, at der hver dag er aktiviteter som vandkamp, kongespil og stikbold.
- Det at kunne give dem den her mulighed, det er fantastisk, siger han.
Idolet er på plakaten
Tony Gades søn Tobias Gade Iversen glæder sig også over, at familien har fået billetter til festivalen.
- Det er rigtig godt. Jeg har muligheden for at gå hen til en scene, man kan gå ind i børneland, der er et tivoli ved siden af. Plus, jeg har aldrig nogensinde prøvet at sove i telt, så det ville jeg rigtig gerne prøve, siger han.
Det er første gang i flere år, at familien er på sommerferie. Og Tobias Gade Iversen er glad for, at det netop var i år, man kom på Langelandsfestivalen. Et af hans helt store idoler er nemlig på plakaten i år.
- Jeg glæder mig til at høre Joey Moe.
- Joey Moe er en af mine bedste sangere, siger han.