Det var ulovligt, da Greenpeace Danmark med fire aktioner over flere dage i foråret 2022 protesterede mod russisk olie syd for Langeland.
Det mener anklagemyndigheden i hvert fald, og derfor er miljøorganisationen tirsdag hevet i retten i Svendborg. Retssagen ventes at starte klokken 9.
Her er Greenpeace tiltalt at bryde søsikkerhedsloven og for hærværk, fremgår det af anklageskriftet, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.
Miljøorganisationen går efter fuld frifindelse og mener, at aktionerne var en fredelig protest, hvor man benyttede retten til at ytre sig gennem demonstrationer.
Folk i vandet
De fire dage lange protester, der fandt sted den 18., 19., 23. og 25. marts 2022, foregik mellem bøjerne 58 og 62 syd for Langeland i den danske eksklusive økonomiske zone.
Ifølge anklageskriftet havde Greenpeace fra tre RIB-både søsat fire bemandede kajakker tæt på tankskibet ’Waikiki’, som var læsset med 100.000 tons råolie, og som måtte styre hårdt bagbord for at undgå at sejle ind i demonstranterne.
Dagen efter, den 19. marts, i samme område var det tankskibet ’SCF Baltica’, som måtte ændre kurs for ikke at ramme folkene fra Greenpeace, der var hoppet i vandet tæt på skibet.
Den 23. marts malede Greenpeace-medlemmer ifølge anklageskriftet ”OIL IS WAR” og ”OIL FUELS WAR’ på skroget af tankskibet ’Stamos’, da det kom sejlende i området mellem bøjerne 58 og 62 syd for Langeland. Også denne gang hoppede demonstranter i vandet tæt på skibet, som måtte ændre kurs.
Og så var der den 25. marts, da en RIB-båd og et sejlskib ifølge anklageskriftet placerede sig i sejlløbet tæt ved tankskibet ’Louie’, som ligesom de forudgående dage måtte ændre kurs for ikke at sejle ind i nogen.
Mener ikke, man har brudt loven
Anklagemyndigheden går efter en bødestraf til Greenpeace. Miljøorganisationen mener derimod ikke, at man har gjort noget ulovligt.
I en pressemeddelelse siger kampagnechef for Greenpeace Danmark, Sune Scheller, at det var fredelige protester, som er udført for at ”gøre opmærksom på vigtige samfundsmæssige forhold”.
- For mens myndighederne bekæmper os i retten, sejler der dagligt adskillige tankere fra Putins rustne og lyssky skyggeflåde gennem de smalle danske stræder med sanktionsramt russisk olie. Olien finder stadig vej til danske forbrugere, og de nedslidte olietankere er mere end nogensinde en tikkende miljøbombe for vores havmiljø og kyststrækninger, siger Sune Scheller.