Tilbage til jernalderen
Jernalderlandsbyen i Næsby er levendegjort hele ugen. Landsbyen får blandt andet besøg af en gruppe af vikinger, som slår lejr for at vise deres håndværk. Du kan bl.a. opleve smedning, bronzestøbning og knivmageri. Endvidere vil de plantefarve garn og stof, koge hudlim af svineskind og tørre kød over åben ild.
Jernalderhusene er beboet af folk fra Jernalderlandsbyens Venner. De viser aktiviteter, der kan føres tilbage til vores forfædres dagligdag for 2000 år siden.
På byggepladsen vil håndværkerne være i gang med at tilhugge egetømmer til opførelsen af en kopi af et jernalderhus fundet i Bellinge.
Der er åbent fra 10-16. Læs mere om tilbuddene på landsbyens egen hjemmeside.
Oplev den kolde krig
På Langelandsfortet kan du få en tur i et originalt militært køretøj fra den kolde krig og prøve kræfter på fortets militære forhindringsbane i børnehøjde. Når sulten melder sig kan du bage snobrød ved fortets nye bålsted!
Børnedagene arrangeres af museet og Langelandsfortets venneforening og foregår tirsdag og torsdag i uge 42 i tidsrummet 10-14.
Se mere på fortets hjemmeside.
Børne-tur i Tidens Samling
Torsdag er der rundvisning for børn mellem 4 og 11 år. Den begynder klokken 11, og børnene kan komme med på omvisning med fortællinger i børnehøjde. Det foregår i de gamle stuer fra år 1900 og frem til 1980'erne, så de kan opleve den nære fortid på tæt hold.
I de tidstypiske stuer kan børnene bruge alle sanser - de kan sætte sig i møblerne, åbne skufferne og kigge i bøger og blade.
Efter omvisningen vil der være mulighed for selv at gå rundt i stuerne, klæde sig ud med tøj, parykker, hatte og tilbehør fra de forskellige tidsperioder.
Arrangement og omvisning ved kulturformidler Bente Hasselbalch.
Omvisningen varer ca.1 time.
Se mere på Tidens Samlings hjemmeside.
Børneaktiviteter på Valdemars Slot
Oplev Valdemars Slot, se de mange rum og besøg de fantastiske Jagt og Trofæmuseum.
Besøg Valdemars Slot og se hvordan baroner og baronesser har boet igennem mange, mange år. Prøv også vores skattejagt og se om du kan svare rigtigt på spørgsmålene.
Eller besøg Jagt og Trofæmuseet, oplev en masse spændende aktiviteter og udfordringer.
Prøv bla. at lave en maske, bliv inspireret af Børge Hinschs samling.
Morten Musik kommer og spiller og synger med børnene. Torsdag d. 18/10 2012, kl. 14.
Slottet er åbent Lør. d. 13. til fre. d. 19. oktober 2012, kl. 10-17.
Revy i Stige:"30 år på de skrå brædder"
Stige Amatør Scene spiller jubilæumsrevy hele ugen i Friskolens Forsamlingshus i Stige. Showet begynder klokken 20. Se mere om revyen på deres egen hjemmeside.
Crazy Jumping Dayz i Bagenkophallen
Tirsdag og onsdag i efterårsferien bliver Bagenkophallen forvandlet til ét stort legeland. Der kommer forhindringsbaner af gymnastikredskaber, airtrack, hoppeborg, badminton, oppustet fodboldbane og meget, meget mere. Forældrene kan nyde en kop kaffe ved de opsatte borde, mens børnene boltrer sig. Arrangementet foregår tirsdag den 16/10 - fra kl. 13 til 18 - og onsdag den 17/10 fra kl. 11 til kl. 16.