Flaget var hejst og den opløftede stemning var tydelig at mærke på Plejecenter Øst i Odense søndag morgen, da en sending pfizer-vacciner mod coronavirus fra Odense Universitetshospital ankom.
Så må vi se, hvilke muligheder det giver os på sigt
Søndag var det nemlig tid til, at beboerne og plejepersonalet skulle have deres andet og sidste stik.
Og at være færdigvaccineret gav tydeligt håb for fremtiden for Annegrethe Strøger, der er rehabiliteringsleder på Plejecenter Øst.
- Det er en rigtig lykkelig dag, og vi er simpelthen så taknemmeligde for, at vi er nået hertil, siger Annegrethe Strøger til TV 2 Fyn og fortsætter:
- Det her betyder, at vi på sigt, og når myndighederne siger god for det, kan lukke mere op for aktivitet, og vi kan også skrue ned for de besøgsrestriktioner, vi har.
Giver mere tryghed
Ud over beboerne på Plejecenter Øst får også i alt 26 personaler i løbet af søndagen deres andet stik, og det giver ifølge Annegrethe Strøger en helt særlig tryghed.
- Det er virkelig dejligt, at så stor en procentdel af os er færdigvaccinerede efter i dag. Og så må vi se, hvilke muligheder det giver os på sigt, siger Annegrethe Strøger.
Ud over de mange beboere og plejepersonaler, der søndag fik deres andet prik i overarmen, så var der også en gruppe på seks, der i første omgang havde takket nej til vaccinen, men som efterfølgende havde fortrudt, og de fik derfor deres første stik.
- Nu er mit håb bare, at vi er godt kørende igen, når vi når frem til slutningen af foråret eller starten af sommeren. Jeg tør selvfølgelig ikke love noget, men det er helt klart mit håb, siger Annegrethe Strøger.