På trods af energikrise og inflation virker det ikke til, at der er nogen smalhals, når det kommer til det ultimative symbol på julen.
For selvom fynske producenter melder om stigende priser, så mærker hverken producenter eller forhandlere af juletræer mindre købelyst hos forbrugerne.
Det fortæller brancheorganisationen Danske Juletræer, der repræsenterer 123 producenter og forhandlere på Fyn.
- Det er mit indtryk, at vi har haft to gode adventsweekender, siger direktør i Danske Juletræer Claus Jerram Christensen.
- Det er ikke vores indtryk, at folk sparer på juletræet til juleaften, selvom der er inflationspres.
Det samme gjorde sig gældende efter finanskrisen i 2008, ifølge direktøren.
- Jeg tror ikke, at man kan sige andet, end at juletræer er noget, man holder fast i, selvom der er økonomisk smalhals, siger Claus Jerram Christensen, der forklarer det med symbolikken i grantræet.
- Man rykker sammen i krisetider, og der tror jeg, at juletræet er symbolet på juleaften.
Det sidste vi giver køb på
Og det er helt korrekt ifølge museumsdirektøren hos Østfyens Museer, Erland Porsmose.
- Det er ret åbenlyst, siger direktøren som det første, da TV 2 Fyn spørger ham, hvorfor vores trængte pengepunge ikke smitter af på juletræssalget.
- Det handler om, at juletræet er det største familiesymbol på julen. Hele juleritualet består i, at vi samles familie og venner om et juletræ - og så selvfølgelig maden, siger Erland Porsmose.
Han peger på, at selvom de fattige i gamle dage ikke havde råd til et juletræ, så tyede man til at bruge en grønkålsstok i stedet. Holder man jul alene eller to sammen, så har de fleste i dag også et juletræ, forklarer direktøren.
Juletræsproducenterne nyder altså godt af, at juletræet er selve symbolet på det, julen handler om. Syd på er det Bethlehemskrybben, der har samme funktion.
- Herhjemme er der ingen jul uden et juletræ. Det er det sidste, vi giver køb på, siger museumsdirektøren.
Presset producenter
Men selvom de mange kriser ikke ændrer så meget på forbrugernes købevaner, så er juletræsproducenterne stadig presset ifølge brancheorganisationen.
- Enhver faktor i produktionen er steget i pris, siger Claus Jerram Christensen.
Alt fra sprøjtemidler og gødning til net, paller, arbejdskraft og brændstof er steget i pris.
Oveni i det, så har producenterne over de sidste otte år været presset på pris med et stort udbud af juletræer.
- Det må da få producenterne til at kigge på både top- og bundlinjen, hvis det skal hænge sammen, siger Claus Jerram Christensen, der dog ikke kan sige noget om juletræernes egentlig pris i år.
En af de fynske juletræsproducenter, der har måttet sætte prisen op, er sydfynske Gudmund Hansen.