Hos bedemand Tonnie Nilausen fra Assens er der kaldt ekstra mandskab ind både i Assens og i Svendborg for at klare de mange begravelser i januar.
- Vi har nogle som er ansat på timeplan, og dem kalder vi ind her i januar, som er årets travleste måned, sige Tonnie Nilausen.
Generelt er der flest dødsfald om vinteren, men januar topper i statistikken over de måneder, hvor der dør flest mennesker.
- Lige nu er der mange der har influenza, og det er en livstruende sygdom for mange ældre mennesker. Derfor har vi ekstra travlt nu, fortæller Tonnie Nilausen.
Men de ekstraordinært mange dødsfald hænger ikke kun sammen med kulde og influenza.
- Vi har over 50 kister stående lige nu, og jeg tror, at de mange dødsfald hænger sammen med, at vi netop har overstået en højtid. Mange ældre og syge ønsker at opleve julen, og når den er overstået giver de slip, siger Michael Hansen, der er operatør ved Krematoriet i Odense.