Før sagde man, at børn skal røre sig mindst en time om dagen. Men det er ikke nok.
Mindst halvanden times fysisk aktivitet hver dag - sådan lyder konklusionen i en undersøgelse af 1730 børn i alderen 9-15 år i Danmark, Norge, Portugal og Estland.
Hvis ikke børnene opfylder målet, øges deres risiko for at få hjerte-kar-sygdomme senere i livet.-
- Det med én time var noget, man nærmest sagde ud fra en fornemmelse. Det nye er, at vi gennem den seneste halve snes år har fået mulighed for objektivt at måle fysisk aktivitet og vise sammenhængen med forskellige risikofaktorer, siger koordinator af undersøgelsen, lektor Karsten Froberg fra Syddansk Universitet i Odense.
Han understreger, at bevægelse i denne sammenhæng ikke nødvendigvis skal være fodbold eller håndbold.
- At køre på cykel, gå stærkt, småløbe eller bare at lege, det giver den nødvendige aktivitet.