Solen skinner højt på himlen, og søndag stemte Børns Vilkårs indsamlere dørklokker på Fyn og i resten af landet.
Og netop indsamlingen er altafgørende for, at Børnetelefonen, hvor børn kan ringe og tale med en voksen om deres udfordringer og problemer, eksisterer.
Nu skal ukrainske flygtningebørn så også have muligheden for at kunne ringe og tale med nogen. På ukrainsk.
- Linjen åbner faktisk allerede næste mandag, hvor vi har uddannet nogle frivillige ukrainere, som kan modtage de her opkald på ukrainsk, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.
Kender Børnetelefonen
Den nye linje er dog ikke bare blevet sat i værk fra den ene dag til anden, siger Rasmus Kjeldahl.
- Vi har ligget nærmest vandret for at få det her til at fungere, og så må vi så se, hvor stort behovet er.
Og forventningen er, at der faktisk vil være en del af de ukrainske børn, der vil ringe ind.
- Vi tror faktisk, at det vil være ret stort, for der findes også en Børnetelefon i Ukraine, og telefonnummeret er det samme, så vi regner med, at der et stort behov.
Samtidig kan børnenes forældre også benytte sig af telefonen, hvis de har brug for hjælp til den situation, de står i, fortæller Rasmus Kjeldahl.
- Forældre kan også have brug for sparring til, hvordan man trives godt i det danske samfund.
Sidste år fik Børnetelefonen på landsplan 55.000 opkald fra børn, der havde brug for en snak.