Eftersøgningen gav ikke resultat, men gruppen fortsætter tirsdag.
De fleste frivillige kom fra Haderslev og Vojens, men også et par fynboer deltog i dagens eftersøgning.
- Jeg hørte om det i radioen, og da jeg skulle lufte min hund, kunne jeg ligeså godt deltage i eftersøgningen, fortæller Per Nielsen fra Hårby.
Kvinden forsvandt efter en fest i sidste uge, og siden da har der ikke været nogen spor efter den 52-årige kvinde.
Det fynske eftersøgningshold delte sig mandag op i tre grupper som finkæmmede henholdsvis strandene ved Middelfart, Assens og ved Ålehoved.
- Vi har ikke fundet noget, men vi når jo ikke så langt, når vi ikke er flere. Men vi fortsætter i morgen, og så kan vi da i hvert fald sige, at hun ikke er her, siger initiativtager til den fynske eftersøgning, Bianca Wortmann.