Karsten Hønge vil redde Solbakken: - Det er helt tosset det her

Boligområdet Solbakken i Odense kan findes på årets ghettoliste. Det betyder, at dele af boligområdet risikerer at blive revet ned. Det har fået folketingsmedlem Karsten Hønge til at reagere.

Med én kriminel for meget er boligområdet Solbakken i Odense igen placeret på årets ghettoliste. En liste der bliver lavet af Transport- og Boligministeriet.

Gamle tal på en ny liste

Derfor vil Karsten Hønge (SF), der er valgt til Folketinget på Fyn, indkalde forligskredsen bag aftalen for at få svar fra boligminister, Kaare Dybvad Bek.

- Det er helt tosset. Det går slet ikke, at man håndterer Solbakken på den her måde, siger Karsten Hønge.

Ifølge Karsten er beregningerne for Solbakken lavet på baggrund af tal, der er mere end et halvt år gamle.

- Der skal være proportioner i det her. Hvorfor dog bruge gamle tal, når der er nye tal, der tydeligvis viser noget andet. Med alt sandsynlighed vil de nye tale vise, at solbakken ikke skulle være på listen, siger Karsten Hønge.

Karsten Hønge håber på, at der kan forekomme en ’timeout’ vedrørende Solbakken. Han mener, at boligområdet er på vej i den rigtige retning, men at det blot kræver mere tid.

- Jeg håber selvfølgelig på, at vi får en timeout på Solbakken. Det ville være fuldstændig tosset at bruge de her redskaber. Nu skal vi lige opføre os lidt klogt, fortæller Karsten Hønge og siger afslutningsvis:

- Mon ikke vi lige kan vente et år mere, da alt viser, at vi er på vej i en positiv retning. Det er godt, at vi vedtog ghettopakken. Men lad os nu lige lade virkningerne af planen vise sig, inden vi drager til drastiske handlinger.

Oversigt

    Oversigt