Knivdrama slut efter 10 timers forhandling

Politiet fik overtalt knivstikker fra sygehus i Odense til at åbne døren. Han blev overmandet med skum.

Fyns Politi har fredag aften anholdt den psykiatriske patient, der tidligere på dagen gik amok med en kniv på Odense Universitetshospital og sårede tre ansatte. Den anholdte mand er uskadt og blev sendt direkte på politistationen.

Dermed er mere end ti timers intense forhandlinger slut med den 47-årige psykisk syge mand, som lider af forfølgelsesvanvid og vrangforestillinger.

- Vores forhandlerteam fik overtalt ham til at åbne døren, og på et tidspunkt så vores indtrængningshold muligheden for gå ind og anholde ham, siger politiinspektør Bjarne Sørensen fra Fyns Politi til Ritzau.

Politifolkene brugte en særlig skumslukker, de har med sig for at passivisere psykisk syge, til at overmanden knivstikkeren.

Manden blev anholdt klokken 20.28, oplyser Bjarne Sørensen. Ingen politifolk kom til skade ved aktionen.

Kniven er fundet inde på den stue, som manden lukkede sig inde på. Indtil videre kan politiet dog ikke sige, hvordan manden fik fat i kniven, som blev brugt til at stikke to sygeplejersker og en læge ned med.

Den psykiatriske patient er fredag aften blevet indlagt på den psykiatriske afdeling i Middelfart, og han skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag, oplyser politiet natten til lørdag.

Den 34-årige mandlige læge, og de to kvindelige sygeplejersker på 30 og 34 år, ligger nu på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital.

De er alle tre i intensiv behandling. De to sygeplejerskers tilstande er fredag aften stabiliseret, men lægens tilstand er kritisk.

Han fik skåret maven op, mens den 34-årig sygeplejerske blev stukket i ansigtet og på brystet. Hendes 30-årige kollega fik perforeret bugvæggen.

Oversigt

    Oversigt