Kommuner vil hyre ledige lærere på dagpenge

Kommuner mener, at ledige lærere skal kunne ansættes i en forsøgsordning, hvor de arbejder for deres dagpenge.

En række af landets kommuner vil have lov til at ansætte arbejdsløse skolelærere på en særlig forsøgsordning, hvor lærerne arbejder for deres dagpenge, skriver Avisen.dk.

Sammen med Danmarks Lærerforening forsøger blandt andet København, Århus og Odense at lægge pres på beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), så de får mulighed for både at hjælpe de ledige lærere og få bedre undervisning i skolerne.

- Vi skal have så mange værktøjer som muligt for at få de nyuddannede ud i job. Ellers er det klart, at de søger job andre steder.

- Dermed risikerer de at komme længere væk fra den uddannelse, vi som samfund har betalt, siger rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense, Peter Rahbæk Juel (S), til Avisen.dk.

- Det er særligt kritisk med lærerne, fordi vi kan se, at der inden for få år vil blive mangel på dem, siger han.

Formanden for Børn- og Unge-udvalget i Aarhus, Thomas Medom (SF), vurderer, at kommunen kan finde plads til mindst 50 arbejdsløse lærere. Men han erkender, at der er en risiko for, at det forringer arbejdsløse læreres mulighed for at få et ordinært job.

- Det er ikke uden betænkeligheder, vi vil gå videre med det her.

- De unge lærere skal nemlig ikke ind og overtage eksisterende stillinger. Men vi synes i den her meget alvorlige situation, at det giver mening at få ordningen søsat," siger Thomas Medom til Avisen.dk.

Han henviser til, at der i øjeblikket er knap 1.000 ledige nyuddannede lærere. Endnu flere ventes at stille sig op i køen i løbet af sommeren.

Ifølge både lærere og kommuner er det op til beskæftigelsesministeren at give sin støtte til, at de unge ledige lærere kan komme i gang på skolerne.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, vil sidde parat hele sommeren i tilfælde af, at ministeren indkalder til møder om sagen, fortæller han.

Oversigt

    Oversigt