Kørelærer: Vi er alle forbrydere, men nogle mere end andre

Snyd i kørelærerbranchen har altid været et problem, mener Lars Nielsen, der har været kørelærer i 20 år. Men reglerne fremmer snyd frem for at bremse den, mener han.

Parallelparkeringer, motorvejskørsel og højresving.

Listen for, hvad du skal have styr på, inden du kan blive sendt sikkert ud på de danske veje, er lang. Og sådan skal det være, mener Lars Nielsen, der har været kørelærer i 20 år og er bestyrelsesmedlem i Kørelærerforeningen.

Men der er også rigtig meget, som ikke holder i praksis, når det kommer til reglerne på kørekort-området, mener han:

- Et eksempel er kravlegården, hvor der står skrevet, at elever skal kunne lave to øvelser fejlfrit lige efter hinanden, før de kan komme videre. Det er der ingen, der allerede kan, når det er første gang, de sidder i en bil, mener Lars Nielsen. 

Når filmen knækker

Lars Nielsen er ikke den første, der kritiserer reglerne på kørekort-området. I Bemærk-dokumentaren ‘De svindlende kørelærere’, lægger både elever og brancheforeninger vægt på, at især rækkefølgen af de ting, man skal igennem som elev, er meget striks og svær at overholde.

- Selvom det kan lyde klogt, at man skal tage ting i en bestemt rækkefølge eller have praktik, efter hver gang man har teori, er det ikke altid, det praktisk kan lade sig gøre, mener Lars Nielsen og uddyber:

- Hvis der var noget mere logik i regelsættet, så tror jeg, at flere ville lave bedre undervisning. Som det er nu, skrider det lettere for folk, for hvis man alligevel overskrider nogle regler, så er det nemmere at overskride lidt flere. 

Ifølge Lars Nielsen, knækker filmen, når det ligepludselig kun handler om ens egen samvittighed, fordi reglerne ikke er tilpasset en virkelighed, hvor gymnasieelever skal på studietur, hvor der er plads til, at man kan være syg, eller elever er på forskellige niveau: 

- Så bliver vi allerede forbrydere, men nogle er det bare mere end andre, siger Lars Nielsen, bestyrelsesmedlem i Kørelærerforeningen. 

Problemer i 20 år

Fusk med underskrifter og mangel på mørkekørsel er nogle af de eksempler, Bemærk-dokumentaren ‘De svindlende kørelærere’ kommer omkring af snyd i køreskole-branchen.

Men det er ikke nyt i Lars Nielsen ører, selvom man i mange år har forsøgt at gøre noget ved problemet.

- I al den tid, jeg har været kørelærer, er der stort set ikke noget, der har ændret sig. Vi kommer ikke igennem med noget som helst, og politi og politikere på området er meget tunge at danse med, når det kommer til at få ændret på disse områder. 

Færdselsstyrelsen er i gang med at udarbejde nogle nye regler på kørekortområdet, men kan ikke sige noget om, hvornår reglerne bliver implementeret. I et skriftligt svar skriver de til Bemærk:

"Med hensyn til fremadrettede tiltag på kørekortområdet kan Færdselsstyrelsen oplyse, at der pågår et arbejde, som har til formål at se på muligheder for at modernisere køreuddannelsen, herunder krav til kørelærere. Dette arbejde er fortsat i gang, og vi forventer at kunne præsentere et forslag til en ny model for køreuddannelsen snarest muligt efter dets afslutning". 

Oversigt

    Oversigt