Krigsskibe og dronedrømme: Fyn klar til forsvarsmilliarder

Lindø-værftet byggede en gang nogle af Danmarks største krigsskibe. Det kan måske blive realiteten igen. Dronecenter håber at få del i milliarderne.

Onsdag præsenterede et bredt flertal af Folketingets partier rammerne for den markante udvikling, Forsvaret skal gennemgå de næste 10 år.

143 milliarder er der sat af til at styrke det danske forsvar.

Og nu håber både det fynske dronecenter i HCA Airport og Odense Havn, at det vil dryppe med milliarder på Fyn.

Til TV 2 siger havnedirektør Carsten Aa, at Odense Havn har den nødvendige plads til at kunne etablere et nyt værft, der kan genoptage produktionen af hypermoderne krigsfartøjer.

- To støtteskibe og tre fregatter blev bygget i sin tid på Lindø. Vi har den nødvendige plads efter en kommende udvidelse, og der er plads til til et helt nyt værft. Vi har de nødvendige og suverænt største faciliteter i Danmark. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle lægge et nyt orlogsværft på Fyn, siger Carsten Aa til TV 2.

Fregatterne var de sidste fartøjer, der blev bygget på Lindø, inden værftet lukkede på grund af ordretørke på containerskibe.

Også hos det fynske dronesamarbejde drømmer man om milliarder.

- Rammeforliget nævner ganske få konkrete teknologier og kapaciteter, der skal prioriteres. Blandt dem er der klogt valgt at sætte fokus på udviklingen af Forsvarets droneteknologi.  Konsortiet vil gerne signalere entydig opbakning til ambitionerne og invitere Forsvaret og politikere til dialog om, hvordan Forsvaret kan omsætte ambitionerne om samspil mellem virksomheder, forskningsinstitutioner og myndigheder til den stærkest mulige udvikling af droneområdet – til gavn for Forsvaret, hedder det i en pressemeddelelse til TV 2 Fyn fra konsortiet.

Dronekonsortiet består af Terma, Weibel Scientific, MyDefence, Scandinavian Avionics, Syddansk Universitet, Odense Robotics, NextGen Robotics, UAS Denmark, Nordfyns og  Odense Kommune.

Oversigt

    Oversigt