Når man i 1500-tallet skulle finde vej gennem Danmark, var kortene udsmykket med både skibe og søuhyrer. Det kan man se på en omfattende kortudstilling, der netop er åbnet i Toldboden i Kerteminde.
En enkelt mand fra Kerteminde var så begejstret for gamle kort, at han nåede at samle 460 af dem og donerede dem allesammen til det lokale museum.
Det er nu blevet til udstillingen "En samler spreder glæde".
- Det er faktisk små kunstværker, så flot som de er dokoreret for eksempel med søuhyrer, siger Kurt Risskov Sørensen, der er museumsinspektør ved Østfyns Museer.
Det er Kertemindes tidligere bysbarn, Carsten Reismann, der har foræret sin kortsamling til museet. Nogle er kortene er helt tilbage fra 1400-tallet, og de har først og fremmest været til brug for handelsrejsende der skulle finde vej med skib.
- Man har lagt meget vægt på landkending ved kyststrækningerne, for de har jo skulle bruges, så de søfarende har kunnet finde rundt i Europa. Man har set lidt mere stort på, om det der var inde på land var lige så korrekt, fortæller Kurt Risskov Sørensen.
Udstillingen er åben frem til 31. august.