Langsomt internet og dårlig mobildækning plager virksomheder

Fyn halter bagefter, når handler om udbredelse af hurtigt internet og mobildækning, det viser en rapport fra Byregion Fyn. Det går blandt andet ud over virksomhederne.

Hvis én ud af tre computere går ind på Ekstra Bladets online-avis, så kan de sidste to ikke bruge internettet. 

Sådan beskriver Nicolai Gynther, som er manager ved Vestfyns Golfklub, sine daglige oplevelser med den dårlige internetforbindelse på stedet. Det gør det besværligt at drive virksomhed fra adressen i Glamsbjerg, siger han.

Han er ikke den eneste erhvervsdrivende på Fyn, som oplever problemer med langsomt internet og dårlig mobildækning. En ny rapport, som Byregion Fyn har lavet, viser at Fyn halter bagefter landsgennemsnittet, når det gælder adgangen til hurtigt internet på fast linje eller via mobilnettet. Det gælder Langeland, Svendborg og Kerteminde Kommune. 

Mere end 7.100 adresser på Fyn og øerne har ikke mulighed for at opnå en hastighed på minimum 100 megabit i download og 30 megabit i upload. I alt berører det 12.000 mennesker og flere end 2.700 virksomheder, skriver Byregion Fyn i rapporten

Langsom forbindelse giver problemer i hverdagen

Ifølge hjemmesiden tjekditnet.dk, som Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur står bag, er det muligt at få op til 15 megabit forbindelse på Vestfyns Golfklubs adresse. 

Nicolai Gynther oplever dog, at hastigheden normalt er nede på omkring 8 megabit. Det er ikke meget, når flere computere er koblet op på den samme forbindelse. 

quote Hvis en af de tre computere, er på Ekstra Bladet, så ligger resten ned

Nicolai Gynther, manager Vestfyns Golfklub.


Han forklarer, at der er to ansatte på kontoret. Derudover er der også en computer hos greenkeeperne. Det giver problemer, når de tre computere deles om den samme internetforbindelse.

- Hvis en af de tre computere, er på Ekstra Bladet, så ligger resten ned, siger han.

Han nævner Ekstra Bladet som eksempel, fordi det er en hjemmeside, der kræver relativt meget data at indlæse, men det kunne også være for eksempel tv2.dk

Den langsomme forbindelse giver besvær i forhold til meget dagligdags arbejde, som kræver forbindelse til internettet. Det volder for eksempel også problemer at have digitale møder.

- Når jeg har onlinemøder, er jeg nødt til at tage hjem. Jeg kan ikke have kamera og mikrofon tændt samtidig, siger han. 

Det giver også andre udfordringer. Nicolai Gynther fortæller, at han ofte laver et opslag på Facebook med nogle billeder, når der har været en weekend med en golfturnering. Det tager ofte 10-12 minutter at uploade billederne. 

Det kan tage op til 12 minutter at uploade billeder til et Facebook-opslag, fortæller Nicolai Gynther.
Det kan tage op til 12 minutter at uploade billeder til et Facebook-opslag, fortæller Nicolai Gynther.

Mobildækningen driller også

Det er ikke kun internetforbindelsen, som halter hos golfklubben. Det kan også være ganske svært at få signal på mobiltelefonen. 

- Jeg har en streg på min mobiltelefon som det højeste, når jeg sidder på kontoret derude, tilføjer han.

Det er ikke kun besværligt for de ansatte, men det trækker også kundernes overordnede oplevelse af golflubben ned. Nicolai Gynther fortæller, at nogle af kunderne sarkastisk bemærker, at på hans golfbane kan de "få fred", fordi telefonen ikke kan ringe. 

quote Hvis et af mine medlemmer falder om ved det forkerte hul, så kan jeg ikke få fat i nogen

Nicolai Gynther, manager Vestfyns Golfklub.


- Det gør ondt at få kastet det i hovedet, når man prøver på at drive en forretning med et højt serviceniveau, siger han. 

Det, han frygter mest, er dog, at det ikke er muligt at tilkalde hjælp, hvis der er behov for det, fordi det ikke er muligt at få signal på mobiltelefonen. 

- Hvis et af mine medlemmer falder om ved det forkerte hul, så kan jeg ikke få fat i nogen, siger han. 

Nicolai Gynther tilføjer, at han ikke har haft behov for at tilkalde en ambulance endnu, men at han har mange ældre medlemmer, da golf er populært blandt ældre, og derfor er det ikke urealistisk, at det sker en dag.  

Det ser dog ud til, at der er lys for enden af tunellen i hvert fald i forhold til internetforbindelsen. Nicolai Gynther fortæller, at han netop har fået besked om, at han har fået tildelt penge fra bredbåndspuljen 2023. Det betyder, at han formentlig vil få lagt hurtigt internet ind i 2024.

Må stå på gårdspladsen og tale i telefon

På Langeland er der også problemer med dårlig dækning flere steder. Det gælder ikke mindst hos Danmarks Naturfond, som administrerer og driver de ejendomme, som Danmarks Naturfredningsforening får doneret, og som har til huse på Skovsgård Gods på Langeland.   

- Vi kan faktisk ikke have en moderne arbejdsplads her i 2023-24, siger Cathrine Jensen, som er administrerende direktør i Danmarks Naturfond. 

Hun forklarer, at de gerne vil kunne bruge videoopkald og onlinemøder samt online databaser, men det er ikke praktisk muligt med den nuværende forbindelse. 

- Vi vil rigtig gerne kunne snakke med folk i telefonen, mens vi sidder på vores kontor. Det kan vi faktisk ikke, som det er lige nu. Lige nu er vi nødt til at stå ude midt på gårdspladsen ved flagstangen, når vi skal tale i telefon, siger hun.

Cathrine Jensen er administrerende direktør i Danmarks Naturfond, som administrerer og driver de ejendomme, som Danmarks Naturfredningsforening får doneret. Foto: Danmarks Naturfond.
Cathrine Jensen er administrerende direktør i Danmarks Naturfond, som administrerer og driver de ejendomme, som Danmarks Naturfredningsforening får doneret. Foto: Danmarks Naturfond.

Hun forklarer, at en hurtigere internetforbindelse langt hen ad vejen kunne løse problemet med den dårlige mobildækning, fordi de fleste medarbejdere har smartphones, som kan bruge internettet til at foretage opkald. 

Hun fortæller, at hun har været i dialog med et teleselskab om at få indlagt fibernet, men det koster 185.000 kroner i medfinansiering at få lagt fibernet ind til godset. 

- Vi er en lille naturfond. Vi har ikke 185.000 kroner til at betale for at få lagt internet ind til os, siger hun. 

Hun fortæller, at fonden fik ejendommen tilbage i 1979.

- Dengang var der jo ikke noget, der hed internet, men hvis vi stod i dag og skulle vælge et sted at placere vores virksomhed, så ville vi jo aldrig vælge Skovsgård Gods, siger hun.  

Borgmester: Teleforlig var en fejl

Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V), mener kun det er rimeligt, at staten betaler en del af regningen for udrulningen af hurtigt internet til de borgere og virksomheder, som endnu ikke har adgang til en hurtig forbindelse. 

Han nævner Teleforliget fra 1999, hvor teleselskaberne slap for forpligtelsen til at levere den samme digitale infrastruktur til alle. Det gav ifølge borgmesteren teleselskaberne mulighed for kun at tage de "nemme" kunder.  

- Jeg synes, det var en fejl, det man gjorde dengang. Så må man rette op på det med nogle puljer, siger Søren Sten Andersen. 

Søren Steen Andersen (V) er borgmester i Assens Kommune. Arkivfoto.
Søren Steen Andersen (V) er borgmester i Assens Kommune. Arkivfoto.

Siden dengang har der også været flere runder med den såkaldte bredbåndspulje, som giver støtte til udrulning af hurtigt internet. Der er dog sjældent nok penge i puljerne, mener borgmesteren. 

Han mener, at det er vigtigt, at alle borgere og virksomheder får mulighed for at få en hurtig forbindelse. Han nævner fjern diagnosticering fra lægen, som et eksempel på en offentlig serviceydelse, hvor det er nødvendigt, at borgeren har en hurtig internetforbindelse. 

Kan prisen for at få en husstand på ikke blive for høj?

- Problemet er, at når vi forpligter borgerne til at digitalisere sig og forventer, at de er digitale, så må der også gå noget den anden vej, siger Søren Steen Andersen. 

Han tilføjer, at det var noget andet, hvis den hurtige internetforbindelse kun var til fornøjelse.  

Oversigt

    Oversigt