Lasse Norman bekræfter: Jeg skal køre for Garmin

Den danske OL-guldvinder skal i næste sæson køre for det amerikanske cykelhold Garmin-Sharp.

Den danske OL-guldvinder i omnium, Lasse Norman Hansen, skal i næste sæson køre som professionel for Garmin-Sharp på World Touren.

Det bekræfter den 21-årige rytter over for Ritzau.

- Det er noget, jeg har stræbt efter længe.

- Det blev Garmin, fordi jeg fik et rigtig godt tilbud, både finansielt og sportsligt. Jeg fik min vilje på en helt masse punkter. Det behøvede jeg for at kunne udvikle mig, siger Lasse Norman Hansen.

- Jeg har fået en god rolle på holdet for at kunne udvikle mig og opnå mere sportsligt.

Spørgsmål: Hvor meget tålmodighed vil de have med dig?

- Jeg ser mig selv i en god situation, hvor jeg kan udvikle mig, og de ikke lægger for meget pres på mig. Det virker som om, at de giver mig lidt tid, siger Lasse Norman Hansen.

Danskeren får fortsat mulighed for at køre for det danske banelandshold og stræber fortsat efter at deltage ved OL i Rio de Janeiro om tre år.

- Det var en af de ting, jeg lagde vægt på i kontrakten, at jeg kunne bruge tid på banen, uden at det går ud over, at jeg får andre chancer.

- Jeg kigger stadigvæk fremad mod Rio, siger Lasse Norman Hansen.

Lasse Norman Hansen fortsætter sæsonen ud for det lille danske hold Blue Water Cycling.

Danskeren bliver hos Garmin holdkammerat med landsmanden Alex Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt