Danmarks Cykle Unions (DCU) sportschef, Lars Bonde, og talentchef Morten Bennekou har onsdag udtaget seks af de otte ryttere, der skal deltage på Team Post Danmark-holdet i Post Danmark Rundt i august. Udtaget er blandt andre OL-guldvinder Lasse Norman Hansen.
Det sammensatte hold består af udvalgte ryttere, hvis hold ikke er med i feltet. Asbjørn Kragh-Andersen og Alexander Kamp fra Christina Watches-Kuma var egentlig udtaget til det danske hold, men de kommer ikke med.
Christina Watches-Kuma er nemlig utilfreds med, at holdet ikke selv kom med i løbet, og ledelsen har trukket de to ryttere fra løbet.
- Vi har undersøgt sagen hos Danmarks Idrætsforbunds jurister, og de vurderer, at vi kan kræve, at rytterne på de danske teams skal deltage på Danmarks Cykle Unions udvalgte hold.
- Vi ønsker dog ikke at tage rytterne som gidsler i denne sag og vælger derfor at se bort fra Alexander Kamp og Asbjørn Kragh-Andersen på Team Post Danmark, siger Lars Bonde i en pressemeddelelse.
- Derfor ser vi tiden an og vurderer ryttermaterialet, inden vi udtager de to sidste ryttere til Team Post Danmark 2014, siger Lars Bonde.
Følgende ryttere er udtaget:
Lasse Norman Hansen (Garmin-Sharp).
Nicolai Brøchner (Bissel Development Team).
Kristian Haugaard (Giant-Shiamno Development).
Casper Folsach (Globeteam-Siesta Homes Group).
Christopher Lisson (Team Designa Køkken-Knudsgaard).
Mathias Dam Westergaard (Team Designa Køkken-Knudsgaard).
Årets løb køres fra 6. til 10. august. Der er start i Hobro og mål på Frederiksberg Allé i København.