Leverandør efterlyser mere viden om usikre lyntest

Leverandør efterlyser mere viden, efter flere personer smittet med coronavirus ikke blev opdaget i lyntest fra private leverandører.

En stor del af de personer, der er smittet med coronavirus, bliver ikke opdaget i de lyntest, som private leverandører foretager for det offentlige.

Det har fået Carelink, der er en af leverandørerne, til at rette henvendelse til Statens Serum Institut (SSI) for at høre, om der kan gøres noget anderledes.

Det fortæller Brian Rosenberg, der er administrerende direktør hos Carelink.

Ifølge SSI har der fra 1. februar til 23. marts været 117.670 borgere, der både har fået foretaget en PCR-test og en lyntest inden for 48 timer.

Falsk negative testsvar

4.069 blev testet positive for corona ved den sikre PCR-test. Til gengæld var der kun 2.159, der blev testet positive ved den mindre pålidelige lyntest.

Det betød, at 1.910 borgere fik et negativt testsvar, selv om de ved PCR-testen viste sig faktisk at være smittet med corona.

Efter undersøgelsen ønsker Carelink at få svar på, hvad der kan gøres, for at flere smittede bliver opdaget i lyntestene.

- Det, vi selvfølgelig savner svar på, er, om der er nogle testtyper, der er bedre end andre. Det er det, vi har behov for at vide.

- Det er også derfor, vi har henvendt os til Statens Serum Institut for at få flere oplysninger fra dem, siger Brian Rosenberg.

Lyntest i hele region Syddanmark 

Carelink står for at foretage lyntest på vegne af det offentlige i Region Syddanmark.

Siden begyndelsen af marts har Carelink anvendt en ny type test, hvor vatpinden ikke skal lige så langt op i næsen som den testtype, der oprindeligt har været brugt. Den nye test skal blot 3-4 centimeter op i næsen.

Brian Rosenberg kan ikke forestille sig, at der er problemer med den måde, som Carelink foretager sine test på.

- Vi følger til punkt og prikke producentens anvisninger af, hvordan man skal teste. Så nej, jeg kan ikke forestille mig, at vi gør noget forkert i forhold til testningen, siger han.

Carelink driver fem faste teststeder i Region Syddanmark. De ligger placeret i Odense, Svendborg, Kolding, Aabenraa og Esbjerg.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt