Lighedspris til OUH-klinik for indvandrere

Indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital bliver den første modtager af Lighedsprisen, der er stiftet af tidsskriftet Dagens Medicin.

Ni kandidater var indstillet til prisen, der skal gives til initiativer, som bidrager til større lighed i sundhedsvæsnet.

I løbet af de to år, siden klinikken i Odense blev etableret, har personalet ifølge Dagens Medicin formået at tage hånd om en gruppe patienter, som ellers har store problemer med at finde rundt i sundhedsvæsnet.

Klinikken ledes af overlæge Morten Sodemann, og den er specialiseret i indvandrere med langvarige sygdomme, som de praktiserende læger, andre hospitalsafdelinger og de kommunale socialforvaltninger ikke kan håndtere.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt