Lilleholt om dramatisk Løkke-farvel: - Uværdigt

Tidligere minister Lars Christian Lilleholt kalder afgående Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen for en af de største politikere i Venstres historie.

Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand for Venstre. Det oplyser den tidligere statsminister efter et møde i Venstres forretningsudvalg i Brejning ved Vejle i Jylland lørdag.

Fynskvalgte Lars Christian Lilleholt (V), der indtil for et par måneder siden var minister i Lars Løkke Rasmussens regering, kalder den tidligere statsministers farvel for uværdigt.

- En sort dag for Venstre og det borgerlige Danmark. Stor tak til Lars Løkke for en kæmpe indsats som sundhedsminister, finansminister og statsminister i to omgange. Venstre siger farvel til en af de største politikere i Venstres historie. Uværdigt, skriver Lars Christian Lilleholt på Twitter.

Lars Christian Lilleholt lagde tidligere på ugen ikke skjul på, at han bakkede 100 procent op om Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre. 

Heitmann: Resultaterne taler for sig selv

Også det fynskvalgte folketingsmedlem Jane Heitmann (V) roser Lars Løkke Rasmussen for sin indsats de seneste årtier. 

- Tak for din indsats, Lars. Du er uden sidestykke - resultaterne taler for sig selv, skriver Jane Heitmann på Twitter.

Den tidligere statsministers udmelding kommer efter et møde i Venstres hovedbestyrelse på Hotel Comwell i Brejning lørdag.

På samme møde har også næstformand Kristian Jensen trukket sig. 

Dermed skal landets største borgerlige parti have helt nyt formandskab. Hvem der skal lede Venstre fremover, skal Venstres medlemmer beslutte på et landsmøde - formentlig et ekstraordinært af slagsen i løbet af september.

Oversigt

    Oversigt