Mai Mercardo: Derfor stopper jeg som gruppeformand

Den fynske toppolitiker og tidligere minister Mai Mercado (K) fortæller nu til TV 2 Fyn, hvorfor hun har valgt at stoppe på posten som gruppeformand for folketingsgruppen i Det Konservative Folkeparti. 

- Jeg kan mærke, at glæden ved politik, og årsagen til at jeg stillede op dengang, det er, at udvikle politik. Det er det, der driver mig.

- Jeg ville gerne komme med nogle flere politiske forslag og sætte dagsordenen på områder, der er hjerteblod for enhver konservativ.

Det fortæller Mai Mercado i dag til TV 2 Fyn i forbindelse med, at hun i trækker sig fra posten som gruppeformand.

Meldingen kom på partiets gruppemøde tirsdag på Christiansborg, og Mai Mercado meddeler, at hun fremover vil sidde som menigt medlem i folketingsgruppen.

- Forhåbentlig kommer vælgerne til at se mere til mig. Det at kunne sætte en tydeligere dagsorden, tror jeg, kan være med til at gøre en positiv forskel. Jeg har været i politik i mange år, og jeg har en stor begejstring for det, som jeg gerne vil dyrke noget mere.

Ud over at Mai Mercado savner at have hænderne længere nede i politikken, så spiller familien også en stor rolle i hendes beslutning. Mai Mercado ønsker nemlig mere tid med familien.

- At være gruppeformand er meget tidskrævede på alle tider af døgnet, og jeg har en dreng, der snart ikke er lille længere, der er ved at blive større og bliver mere og mere uafhængig. Set i lyset af det, så er det også derfor, at jeg træffer den beslutning.

Og Mai Mercados valg om at træde et skridt tilbage i partiet er ikke et tegn på, at hun ønsker at forlade partiet helt:

- Jeg er ekstremt stolt over at være folketingsmedlem, og jeg føler en helt særlig glæde ved politik. Derfor så tænker jeg, at jeg håber på at komme til at lave mere politik, end jeg har kunnet indtil nu. Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke står på stemmesedlen til næste valg.

Den fynske folketingspolitiker tilføjer, at hensynet til familien og især hendes børn også spiller en stor rolle. 

- Jeg har en dreng på ti år og en datter på syv år, og de har altid oplevet en mor, der har haft meget travlt i sit arbejdsliv. Det vil jeg gerne ændre på, siger hun. 

Mai Mercado blev udnævnt som konservativ børne- og socialminister i Lars Løkke Rasmussens (V) regering i 2016.

Oversigt

    Oversigt