Plakaterne er linet op, og medaljevideoerne klikket frem, da 6.b på Tåsinge Skole myldrer tilbage i klassen fra frikvarter.
Engelsktimen er i dag byttet ud med forældreoplæg, og oplægsholderen Rikke Blomgren har en klar mission med dagens besøg.
- Jeg håber, at eleverne tager det med, at de kommer ud i frivillighedslivet.
Forælderen har nemlig bidt mærke i en særlig tendens - og den vil hun nu inspirere de unge til at gøre op med.
Sportsgrenen er underordnet
Det var ellers lidt af et tilfælde, at Rikke Blomgren endte som frivillig inden for parasporten.
Tilbage i 2003 inviterede en fysioterapeutkollega hende med til et sportsevent for udviklingshandicappede. Her mærkede hun for første gang en helt speciel følelse.
- Når man ser den glæde og mærker, at man kan løfte andre - jeg tror ikke, man kan finde en større glæde, altså hvad kan jeg egentligt selv gøre, der kan gøre mig mere lykkelig?
Derfor er det sidenhen både blevet til bestyrelsesmøder, sandwichsmøring, tøjudlevering og transportkoordinering - alt sammen frivilligt arbejde indenfor parasporten.
At give andre vores tid - det er simpelthen det vigtigste i livet
Men i Rikke Blomgrens øjne er det egentligt ikke vigtigt, hvilken sportsgren der er tale om.
- I virkeligheden er det lige meget, om man er frivillig inden for parasporten, fodboldklubben, eller om man går ture med nogen. Vores samfund har brug for frivillige, der kan hjælpe andre, som har det svært.
- Tid er i virkeligheden det dyrebareste, vi har. Og at give andre vores tid - det er simpelthen det vigtigste i livet.
En ærgerlig udvikling
Efter 21 år som frivillig har Rikke Blomgren dog de seneste år bemærket en ændring i måden, danskerne anskuer frivillighed på.
- Der er kommet nogle regler og normer ned over vores samfund, hvor der lige nu meget er det der med "hvad får jeg for det?".
En tendens, der tydeligt kommer til syne, når Rikke Blomgren læser frivillige ansøgninger igennem. Men spørger man hende, skal årsagen findes et andet sted end hos den unge generation.
- I dag er vi blevet så delt, altså man holder sig meget til sit eget. Og det tror jeg lige så meget skyldes min egen generation og den kultur, vi har skabt.
Og dét er en udvikling, Rikke Blomgren ville være ked af at lade fortsætte. Derfor har hun særligt et budskab med til 6.b.
- Det der med, at man siger ja til nogle ting og hjælper andre mennesker, så man ikke altid siger "nej, det gider jeg ikke, for jeg synes ikke rigtigt, jeg får noget ud af det" - det er noget fis, for det med at hjælpe andre mennesker, det bliver man altså meget gladere af.
Se i videoen oven for, om Rikke Blomgren formår vakt en interesse for frivillighed i nogen af eleverne i 6.b.