Efter vinter kommer vår.
Sådan lyder det i sangen, og vi mærker det hvert forår. Så snart solen viser sig, strømmer havefolket ud på plæner og i bede. Men mange af dem kommer rigtig hurtigt ind igen.
For når en weekend som denne med sol og høje forårstemperaturer rammer fynboerne, så kaster mange sig over haveredskaberne, og det er ikke alle, der slipper uskadt fra det.
Seneste tal fra Odense Universitetshospital viser, at der alene i 2016 blev registreret hele 424 skader på OUH's skadestue i forbindelse med havearbejde.
- Nogle siger, at det er farligt at tage hånden op af lommen, siger overlæge og leder af Ulykkes Analysegruppen, Jens Lauritsen, og fortsætter:
- Det er rigtig godt at være aktiv og nyde sin have og passe den, men man skal sørge for at være forberedt og bruge det rigtige værktøj og tænke sig om.
Livstruende haveskader
Overlægen fortæller, at det især er to slags skader, at havemenneskerne komme ud for, når de arbejder med ukrudtet eller andet grønt i haven.
- Det ene er skader på hænder og arme, for det er jo dem, der er i nærheden af det risikofyldte, og så er det ansigtet og hovedet, fortæller Jens Lauritsen.
Nogle siger, at det er farligt at tage hånden op af lommen
Og det er ikke bare småskader som rifter og ondt i ledene, der får fynboerne til at søge indendørs igen. Ifølge Ulykkes Analysegruppens data er der også en del, der kommer mere alvorligt til skade i haverne,
- Du kan komme livstruende og -varrigt til skade, fortæller overlægen.
Der er for eksempel mange, der ikke tænker sig grundigt om inden de fælder træer i haven. Det kan ifølge Jens Lauritzen ende med, at træet vælter ned over én.