Det er ikke særlig sandsynligt, at dele af de nuværende restriktioner mod coronavirus ophæves efter den 17. januar, hvor de er sat til at udløbe.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med TV2 søndag aften.
- Hvis jeg skal give dig et svar lige nu, er det ikke særlig sandsynligt, at vi kommer til at ophæve hverken alle restriktioner eller en del af restriktionerne, siger hun.
Mette Frederiksen siger, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at sige, hvordan restriktionerne kommer til at se ud, før vi er tættere på 17. januar. Men:
- Der er noget, der peger i retning af en fortsat ret hård nedlukning, siger hun og tilføjer, at danske borgere skal forvente, at der vil være restriktioner hele vinteren.
Restriktionerne, som står til at udløbe efter 17. januar, er blandt andet et forsamlingsforbud på fem personer og en anbefaling om at holde mindst to meters fysisk afstand.
De blev begge skærpet 5. januar. Inden var der et forsamlingsforbud på ti personer og en anbefaling om mindst en meters afstand.
Restriktionerne blev skærpet på grund af frygten for en mere smitsom variant af coronavirusset - B117.
Varianten, som menes at komme fra Storbritannien, vurderes at være væsentligt mere smitsom. Den udgør derfor en betydelig risiko for samfundssmitten i Danmark.