Statsminister Mette Frederiksen (S) bekræfter, at en yderligere genåbning af Danmark kan ske inden længe. Hun siger, at den positive udvikling i coronatallene giver plads til yderligere genåbning.
- Det går godt i Danmark med at håndtere coronasituationen, og derfor ser vi ind i en yderligere genåbning, siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau og tilføjer:
- Det er en ualmindelig glædelig udvikling i Danmark, hvor vi er på vej til yderligere genåbning, mens andre lande lukker ned. Hvis vi fastholder den gode udvikling, bliver konsekvenserne mindre alvorlige end frygtet, siger Mette Frederiksen til TV 2.
Tirsdag ventes der at blive meldt ud om yderligere genåbning for blandt andet efterskoler og højskoler fra på mandag den 15. marts.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skrev tidligere tirsdag på Twitter, at kontakttallet er steget til 1,0, men at der alligevel er plads til mere genåbning.
Med et kontakttal på 1,0 er virussen ifølge ministeren ikke i vækst, og der er derfor rum for en kontrolleret genåbning.
Elever på Ærø skal i skole
Desuden erfarer blandt andre Ekstra Bladet, at der er politisk enighed om, at elever i grundskolen fra 5. til 8. klasse kan møde i skole fysisk én dag om ugen, hvor de helst skal være udendørs.
Samtidig får elever på Ærø lov til at følge efter eleverne på Bornholm. De får ifølge Ekstra Bladet sammen med Læsø og Samsø også lov til at møde i skole.
Ordningen med afgangselever i 9. og 10. klasse, som i en række vest- og nordjyske kommuner har lov til at møde hver anden uge, kommer til at gælde resten af landet - på nær hovedstaden, hvor smittetallene er for høje.
Fakta
Ifølge Jyllands-Posten vurderer Epidemikommissionen, at også ungdomsuddannelser kan genåbne. Det vil i så fald betyde, at eksempelvis 3.g'ere på landets gymnasier kan få fysisk undervisning igen nogle dage om ugen, da kravet ifølge avisen er, at højst halvdelen af eleverne må være til stede ad gangen.
Det hele er an aftale mellem regeringen og støttepartierne SF, de radikale og Enhedslisten. I aftalen ligger også nye regler for, hvor mange kunder der må være i store butikker på over 5.000 kvadratmeter.
Seneste skridt i en genåbning af Danmark blev taget 1. marts, da butikker over hele landet igen kunne slå dørene op, mens afgangselever i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm måtte vende tilbage i skole.