Har du nogensinde tænkt over, hvad du ville gøre, hvis strømmen gik i flere dage, eller hvis du pludselig ikke havde adgang til rent drikkevand?
For mange er det en skræmmende tanke, men for friluftsvejleder Mette Mortensen fra Ringe er det en realistisk mulighed – en mulighed, hun allerede er forberedt på. I sin have har hun en 20 fods container, der indeholder alt, hvad man har brug for, hvis en uforudset krise skulle opstå. Alt fra trangiasæt, vandrensningstabletter og vanddunke pryder hylderne i containeren.
- For mig er det en naturlig ting altid at have tænkt et skridt længere frem. Jeg frygter, at jeg skal ende i en situation, hvor jeg bliver så presset mentalt, at jeg ikke kan træffe en fornuftig beslutning, fortæller Mette Mortensen.
For Mette Mortensen er forberedelse ikke et ukendt udtryk. Tilbage i 2019 var hun en af deltagerne i DR’s hitserie, Alene i Vildmarken, hvor hun endte på en andenplads efter at have overlevet 58 dage i den norske vildmark.
Derudover er hun aktuel med sin nye bog, Prepperens Håndbog - en guide til krisehåndtering og forberedelse, hvor hun deler praktiske tips og vejledning til, hvordan man sikrer sin familie i en krisesituation.
- Jeg tror, at jeg lige er et skridt længere fremme end andre. Men det, jeg gerne vil være med til at formidle, er, at vi lige har tænkt tanken i den almindelige husholdning. Hvad gør jeg, hvis vandforsyningen går ud?
Mette Mortensen fra Ringe forventer ikke, at en atomkrig blandt verdens stormagter nogensinde bliver en realitet. Alligevel er hun forberedt til tænderne, og har gjort en dyd ud af at være forberedt på en potentiel krise.
- Jeg forventer ikke, at det er det helt store krigsscenarie, vi ender i. Jeg tror derimod, at der kan være en risiko for cyberangreb, hvor dele af vores infrastruktur bryder ned i perioder. Vi er også i en tid, hvor vi bliver mere presset af storme, oversvømmelser og snemængder.
Et vanskeligt begreb
Forberedelsen på det ukendte har været kendetegnende for 2024. Senest har regeringen oprettet et nyt ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Derudover har Beredskabsstyrelsen udsendt pjecen “Forberedt på kriser” til danskerne på e-Boks, hvor der opfordres til at en husstand kan klare sig i tre døgn, hvis en krise skulle ramme. Pointer, som også optræder i Mette Mortensens nye bog.
- Jeg tænker, det skulle være kommet noget før, omvendt er det kommet nu.
Mette Mortensen ønsker at gøre op med fordommene om at være forberedt på en nødsituation. Ifølge Mette Mortensen er det rettidig omhu at være forberedt på en krise, der endnu ikke har ramt. Selvom hun er forberedt på en potentiel krise og netop har udgivet en bog, hvor ordet 'prepper' indgår i titlen, har Mette Mortensen stadig et anstrengt forhold til begrebet.
- Jeg har stadig svært ved at identificere mig med begrebet prepper. Jeg får nogle amerikanske billeder af sølvpapirshatte. Men hvis jeg vender den om, og kalder mig selv en forbereder, så kan jeg godt identificere mig selv med det.