Jul og nytår tilbringer de fleste med dem, de har nærmest. Derfor kan årets sidste måned være ekstra hård, hvis man har mistet.
Den følelse kender 77-årige Alice Viby fra Middelfart. I december for to år siden mistede hun Kaj, ægtemanden gennem 53 år, til kræft.
- Det føles ligesom at blive amputeret på en måde, når man mister sin livsledsager gennem så mange år, siger hun.
Men midt i sorgen har Alice Viby fundet trøst i et nyt - og ganske uventet - fællesskab.
Tør man blotte sig?
Alice Viby var ellers skeptisk, da en præst foreslog hende at blive en del af en sorggruppe, som frivillige fra en lokal forening var i gang med at stable på benene.
For det første havde hun jo god støtte i sine børn. For det andet var hun i tvivl, om hun havde mod på “at blotte sig” for en gruppe fremmede på den måde.
- Det er svært, fordi du kommer til at blive konfronteret med lige præcis dét, du har gemt væk inderst inde for at skåne dig selv.
Alligevel lod Alice Viby det komme an på en prøve.
Sorggrupper
- Vi hylede alle sammen
I sorggruppen mødte Alice Viby fire kvinder i samme situation som hende selv. Hver især kunne de fortælle, hvordan de for nyligt havde mistet deres ægtefælle gennem mange år.
Til sin overraskelse forlod hun deres første møde med en god følelse.
- Da den første, der blev spurgt, gav sig til at græde, tænkte jeg, "jamen så er det da lovligt". Vi overgav os med det samme, husker hun.
Netop åbenheden fra dag ét, mener Alice Viby, har været afgørende for det bånd, de fem kvinder senere skulle udvikle til hinanden.
- Vi hylede mere eller mindre alle sammen, og dér kunne vi fornemme, at vi var i samme båd. Vi forstod hinanden.
Fra Læsø til Indien
Egentlig var der kun afsat otte mødegange til sorggruppen. Men i dag, halvandet år efter den sluttede, mødes Alice og de fire andre stadig.
- Vi er ikke fremmede for hinanden længere. Nu er vi veninder, smiler Alice.
De skiftes til at lægge hus til, når de ses, de ringer til hinanden og holder julefrokost sammen. Nogle har været i biografen sammen, andre på cykeltur.
Sammen har de også været på længere ture med overnatninger blandt andet til Læsø.
Til foråret har Alice Viby og en af de andre kvinder i gruppen planlagt en helt særlig tur.
- Else og jeg skal til Indien sammen. Egentlig var det meningen, at Kaj og jeg skulle have været på tur til Indien, men det blev aflyst dengang, fordi der ikke var nok tilmeldte, fortæller hun.
Alice Viby glæder sig over alle de oplevelser, hun får med sine nye veninder.
- Det er jo dejligt. Det er altid rart at have noget at se frem til. Så kommer man ud at opleve lidt, og så er hverdagen lettere.
Tager stadig "runden"
Ofte er de to frivillige, der i sin tid stod for sorggruppen, også inviteret med, når veninderne mødes. Og de er ikke det eneste, kvinderne har taget med sig videre fra dengang.
Når de ses, starter de nemlig stadig ud med en runde, hvor alle fortæller, hvordan de har haft det, siden de mødtes sidst.
I dag er det overvejende gode oplevelser, der fylder i snakken, men der er stadig plads til sorgen. Den forsvinder nemlig ikke, selvom den er blevet lettere at leve med, forklarer Alice.
- Det er for eksempel ikke andet end tre dage siden, at jeg sad og hylede. Fordi dén dag var det lige præcis to år siden, at Kaj døde.
