Det er januar og højsæson for nytårsforsæt og nytegnede fitnessmedlemskaber.
Men for Mona Jönsson fra Odense kræver dét at melde sig ind i et træningscenter mere end almindelig overvindelse.
- Mit dilemma er, at jeg vil gerne træne, men jeg er også bange for at være dén, der bliver kigget på. Hvis jeg går forbi et fitnesscenter, tænker jeg, ”hvor er de heldige, dem der tør”, siger hun.
Mona Jönsson har over det seneste halve år tabt sig fra 176 kilo til 140 ved hjælp af vægttabsmedicin.
Hun drømmer om at komme i så god form, at hun kan sætte sig ned på gulvet og lege med sine børnebørn. Og medicinen kan ikke gøre det alene.
Men baghovedet spøger erfaringer fra fitnesscentre, hvor hun tidligere har trænet.
- Det er næsten 200 procent sikkert, at hvis der kommer mere end to yngre mennesker ind, så kigger de på ”elefanten i rummet”, siger Mona Jönsson og fortsætter.
- Folk gør store øjne, når de ser mig. ”Kan den holde til dig?”, er der også én, der har sagt. Nogle gange har jeg svaret knap så pænt, andre gange er jeg gået min vej, fortæller hun.
Overvægt og stigmatisering
Skreg af grin
Særligt én tidligere oplevelse fra et fitnesscenter har bidt sig fast hos Mona Jönsson.
Hun stod på en crosstrainer, da tre helt unge piger kom ind.
- Den ene af dem pegede over mod crosstrainerne. De andre kiggede, og så begyndte de at skrige af grin. Jeg blev så ked af det, at jeg gik ned og klædte om og tudende gik hjem. Og jeg kom der ikke igen.
Kan du ikke være ligeglad med, hvad fremmede mennesker i et fitnesscenter tænker?
- Jo, jeg kan være ligeglad med, hvad de tænker. Men jeg kan ikke være ligeglad med, om de giver tegn til, at jeg er forkert, siger Mona Jönsson.
Ikke alene
Mona Jönsson er for nyligt flyttet til Odense og kender derfor ikke det store til byens forskellige træningscentre. Derfor har hun efterspurgt tips i en lokal gruppe på Facebook.
- Jeg spurgte efter steder i byen, hvor store kvinder på over 120 kilo kan træne uden at føle sig malplacerede.
Svarene til hendes opslag pegede i mange forskellige retninger, men særligt én type respons gjorde indtryk.
- Der var nogle, der skrev: ”Ej, hvor fedt. Jeg følger lige med her (i Facebook-tråden, red.)”. Det var rart, at man ikke var alene, smiler hun.
Mona Jönsson overvejer nu, om hun skal tilmelde sig et trænings- og vægttabsforløb hos kommunen, eller om det i stedet skal være et lille lokalt fitnesscenter, der skal have en chance.
Men én ting er sikker. Hun vil ikke længere lade frygten for andres blikke være en bremseklods.
- Jeg er nødt til at sige til mig selv: ”Jeg også har ret til at være her. Og jeg kan godt”.