Ret beset har Danmark mindst tre stærke medaljehåb i OL-disciplinen omnium, men de to erfarne baneryttere Michael Mørkøv og Alex Rasmussen forærer gerne pladsen til unge Lasse Norman Hansen - uden kamp.
- Jeg ser både Lasse og Alex som bedre omnium-ryttere end jeg selv, og derfor er det mere oplagt, at en af de to kører, siger Michael Mørkøv, som vandt årets DM i omnium foran blandt andre Lasse Norman.
Omnium er en sekskamp, hvor der dystes i både individuelle starter og fællesstarter.
Da Team Danmark begyndte at indkredse OL-medaljekandidater, havde direktør Michael Andersen en drøm om at se Alex Rasmussen i omnium. Han var et oplagt guldhåb.
Men fynboen, som blev frikendt i sin whereabouts-sag i torsdag, skal ikke nyde noget.
- Jeg er ikke tændt på at køre den, men jeg glæder mig helt vildt til at se den, for det bliver sikkert super underholdende. Men jeg er glad for, at jeg ikke skal sidde deroppe i feltet, siger Alex Rasmussen, som kalder Hansen "et kæmpe talent".
Rasmussen føler, at en af omnium-disciplinerne, udskilning, er decideret farligt:
- Du skal være et mega-svin over for dine konkurrenter og bare køre ind i dem. Det er den, der er mest sindssyg og ikke er bange for at styrte, som vinder.
Norman derimod glæder sig til OL, selvom han skal blive bedre i det frygtede udskilningsløb.
- Jeg tror meget på det. Det er blevet et ret stort mål nu.
- Jeg er ikke så god til at køre udskilning, og det er nok fordi, jeg er en pivskid, fordi jeg ikke smider hæmningerne og køre tæt lige som alle de andre, siger Lasse Norman.