Politiet prajede de to motorcyklister lidt før klokken 21.00 fredag, fordi den ene kørte uden nummerplade.
Men de stak af i vild fart i retning mod Odense. Politiet mener, at de på tidspunkter kørte med 200 km/t.
Fyns Politi lavede undervejs to afspærringer i Serritslev og ved Søndersø, men begge gange drønede motorcyklerne igennem eller udenom.
To motorcykelbetjente, som deltog i jagten, gav til sidst op af hensyn til deres egen sikkerhed.
I rundkørslen i Morud lykkedes det en patruljevogn at komme på tværs, så den ene motorcyklist ramte den med relativt lav hastighed - omkring 40 km/t., mens den anden undslap.
Den undslupne var den uden nummerplade, mens ham der ramte patruljevognen havde forfalskede nummerplader.
Den 24-årige mand fra Bullerup blev sendt på skadestuen, men blev kort efter udskrevet igen.