Landets borgmestre er blevet bedt om at være klar til at kunne teste personale og elever to gange om ugen, når samfundet åbnes yderligere.
Det er meldingen fra en række borgmestre, som mandag formiddag har været til møde om skoleåbning og teststrategi med diverse ministre.
- Der var en tydelighed omkring, at den langsomme genåbning, vi kommer til at se af samfundet, skal gå hånd i hånd med en øget testning. Vi bliver nødt til at gøre os klar til at skulle teste to gange om ugen, siger Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S), til TV 2 Fyn.
- Vi skal øge vores testkapacitet, når vi taler grundskolerne og skoletilbud. Der vil jo være øget behov, når man nu gerne vil ud og teste to gange om ugen, siger Kenneth Muhs (V), borgmester i Nyborg Kommune.
Derudover har borgmestrene ikke fået så meget at vide. Det bekræfter de overfor TV 2 Fyn.
De nuværende coronarestriktioner udløber i denne uge, og i øjeblikket er det kun elever i 0.-4.-klasse, som modtager fysisk undervisning.
Udmelding onsdag
Onsdag den 24. februar har regeringen sagt, at de vil komme med en udmelding forlængelse og eventuel lempelse af nogle af coronarestriktionerne. Og efter dagens møde håber Johnnes Lundsfryd på, at der bliver åbnet en smule op for samfundet igen.
- Forhåbentlig kan vi byde velkommen til nogle af de unge mennesker på vores uddannelser fra 1. marts. Måske kan vi også få lov til, at nogle butikker eller andet kan åbne. Men det ved vi først i løbet af nogle dage, siger Johannes Lundsfryd.
I Nyborg Kommune er arbejdet med at sikre testkapacitet allerede i fuld gang, så de er klar til, når og hvis de ældre elever igen skal fysisk i skole.
- Vi skal være klar herude - og det er vi også, fortæller Kenneth Muhs.
Fra regeringen var det sundhedsminister Magnus Heunicke (S), justitsminister Nick Hækkerup (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) samt Ane Halsbo Jørgensen (S), uddannelses- og forskningsminister, som deltog ved mødet.
Hækkerup sagde efter mødet, at han ikke tror, at der er mulighed for at åbne i hele Danmark 1. marts, men dog nogle steder.