Næsten syv ud af ti danskere bakker op om coronapas

Fra tirsdag er et coronapas billet til flere dele af genåbningen. 67 procent støtter tiltaget, viser måling.

Når du fra tirsdag igen kan få klippet håret, masseret kroppen eller en tatovering, kræver det en adgangsbillet.

I forbindelse med den første del af den langsigtede genåbning efter påsken bliver et coronapas taget i brug.

Det skal dokumentere en negativ test, vaccination eller tidligere smitte, og idéen med coronapasset møder opbakning hos borgerne i Danmark.

67 procent mener, at et coronapas er en god idé, viser en Voxmeter-måling foretaget for Ritzau.

Det overrasker ikke Michael Bang Petersen. Han er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, der undersøger danskernes holdninger og adfærd under coronakrisen.

- Vi har set, at der er en høj grad af tillid til de værktøjer, som sundhedsmyndighederne bruger, siger han.

Modsat svarer 16 procent, at det er en dårlig idé at indføre coronapasset. 13 procent kalder det "hverken en god eller dårlig idé".

Villige dansker yder indsats

Michael Bang Petersen mener, at der er to perspektiver på et coronapas. Målingen viser, at danskerne i høj grad støtter det ene.

- Hele coronakrisen har vi set, at danskerne i høj grad er villige til at yde en indsat for at beskytte hinanden. Den her opbakning til coronapasset tyder på, at det netop er sådan, at folk forstår det. Samtidig med, at man vender tilbage til en mere normal hverdag.

For der er også et andet perspektiv på coronapasset. Der har været debat om, hvorvidt det har karakter af et tvangsindgreb. Men vi kan altså se i de her tal, at det ikke er en måde at tænke på coronapasset, som deles af den brede befolkningen.

Den fremtidige opbakning til coronapasset, i takt med at mere åbner op, afhænger af, hvor "besværligt og omkostningsfuld" det bliver for den enkelte, vurderer Michael Bang Petersen.

- Så længe testsystemet kan følge med, så tror jeg, at man overordnet set vil bakke op om det for at få noget normalitet tilbage, siger han.

Målingen er indsamlet fra 30. marts til 3. april med svar fra 1007 repræsentative respondenter.

Oversigt

    Oversigt