Dagens timer og minutter har været slugt af den kriminelle jagt på penge til næste fix.
Men når narkomaner får plads på en heroinklinik og to gange dagligt får lægeordineret, statsfinansieret heroin, har de pludselig masser af tid og begynder at kede sig. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Og det er ikke alle, der forstår at omfavne den nyvundne fritid, fortæller Mette Guul, der er leder af KFUK's Reden Odense, et værested for kvinder i misbrug og prostitution:
- Vi kan se, at de får det bedre, og der kommer styr på boligforhold, når de kommer på heroinklinikken.
- Men de kommer også og siger, at de er ensomme, keder sig og ikke ved, hvad de skal lave. Nu skal de jo ikke jagte stoffer mere, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Derfor har Reden Odense taget initiativ til et særligt aktivitetsprojekt for netop den gruppe. To gange om ugen kan de mødes om for eksempel at lære at lave mad, bruge internettet, gå på museum, cykle en tur eller hækle.
Foreløbig har 18 af de 20 kvinder på klinikken meldt sig til et informationsmøde.
Også i Aarhus oplever personalet på Reden, at kvinderne på byens heroinklinik har fået tid til andet end stofjagt, forklarer Joan Hougaard, leder af Reden Aarhus.
- Der kommer oftere nogen, som sidder og syr eller strikker. Det får de jo pludselig overskud til, når de ikke skal ud og skaffe stoffer, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Der er heroinklinikker i København, Hvidovre, Esbjerg, Aarhus og i Odense, hvor 58 får udleveret heroin.