Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har åbnet for muslingefiskeri i et EU-beskyttet Natura 2000-område i Lillebælt. Danmarks Naturfredningsforening (DN) raser over tilladelsen og sender en ny klage til EU-Kommissionen.
Det er ikke mere end tre uger siden, regeringen modtog en såkaldt supplerende åbningsskrivelse fra Bruxelles om muslingeskrabet i Limfjorden. Heri vil Kommissionen have flere oplysninger om det danske fiskeri.
Naturfredningsforeningen klagede allerede i 2008 over denne fiskerimetode, fordi den "forvandler en varieret oase af liv på havbunden til en ensartet ørken", hvor kun dyr som børsteorm kan leve, siger marinbiolog Henning Mørk Jørgensen fra DN.
- Vi sender en ny klage til EU-Kommissionen og har tiltro til, at den vil begrænse dette skadelige fiskeri, siger Henning Mørk Jørgensen.
- Regeringen lurepasser jo og vil overlade det til Kommissionen at sætte hælene i. Det havde vi håbet, at denne regering ville gøre selv, men der står helt klart arbejdspladser i hovedet på alle i øjeblikket, tilføjer han.
Fødevareministeriets nye tilladelser, som gælder seks fartøjer i den nordlige del af Lillebælt, blev udsat efter Kommissionens seneste brev den 29. februar.
Mette Gjerskov siger på ministeriets hjemmeside, at det er afgørende, at muslingeskrabet beskytter Natura 2000-områdernes unikke natur og overholder EU's regler for naturbeskyttelse.
- Derfor tager vi i ministeriet nu kontakt til Kommissionen for at få afklaret den fremtidige forvaltning af muslingefiskeriet, siger Gjerskov.
Tilladelsen løber til 28. februar 2013.
Ifølge DN burde de danske muslingefiskere opgive skrabet hen over havbunden og begynde at dyrke muslinger på line. Det gavner havnaturen, fordi muslingerne filtrerer vandet for alger, som ellers kan føre til iltsvind.
Henning Mørk Jørgensen medgiver, at det vil fordyre produktionen.
- De er dyrere at lave, men prisen er også markant højere. Fiskerne får vel 1-2 kroner kiloet for skrabemuslinger, der går til frostpizzaer og industrivarer. Men muslinger på line giver 4-5 kroner kiloet og går typisk til fersk konsum, siger DN-biologen.