Nicki P. er frustreret efter polsk fiasko

Den danske speedwaykører kom ikke i semifinalen og måtte se sine VM-chancer blive mikroskopiske.

Det skulle have været vendepunktet efter en skuffende indsats i Parken for to uger siden, men i stedet blev lørdagens speedway-grand prix i Gorzow i Polen en kæmpe skuffelse for det danske VM-håb Nicki Pedersen.

Efter en udmærket start tabte danskeren tråden i sine sidste tre heat og nåede end ikke i semifinalen.

Og danskeren ser paralleller til løbet i Parken, hvor forløbet var næsten præcis det samme, bortset fra, at Nicki Pedersen dengang lige netop fik sneget sig med blandt de otte bedste kørere.

- Det var meget lig dengang. De to første heat var fine nok, men så begynder det at blive glat, og så kommer vi i tvivl. Vi ved ikke rigtigt, hvordan vi skal sætte cyklen op, siger han om sin egen og mekanikernes reaktion.

- Jeg må indrømme, at i øjeblikket er jeg ikke bedre, når banerne bliver glatte. Jeg starter godt nok og laver ingen fejl. Men lige nu kører jeg bare ikke stærkt nok, og så kan folk komme ind og skubbe til mig, siger Nicki Pedersen.

Pedersen sluttede grandprixet på syv point. Han har nu 15 point op til Greg Hancock på førstepladsen og er dumpet ned som nummer fire i den samlede VM-stilling.

- Jeg skal ikke kigge på de andre, jeg skal kigge på mig selv. Jeg skal til at have nogle flere point på de glatte baner. Jeg laver gode starter, og når jeg igen får fart på cyklen, så er jeg med igen, men lige nu er jeg en smule frustreret.

- Jeg kører selvfølgelig stadig efter top tre, men jeg kommer ikke i top tre, hvis jeg ikke finder en løsning på problemerne, lyder det fra Nicki Pedersen.

Oversigt

    Oversigt