Nicki Pedersen klar til VM-grandprix

Efter to uger uden løb melder speedwaykøreren Nicki Pedersen sig klar til VM-grandprixet i Vojens på lørdag.

For 18 dage siden styrtede den danske speedwaykører Nicki Pedersen grimt under et ligaløb i Polen.

Ved styrtet beskadigede danskeren sin skulder voldsomt, og han har ikke har kørt løb siden - lige med undtagelse af VM-grandprixet i Polen 30. august.

Nu melder den hårdføre fynbo sig klar til at springe på cyklen igen, når der skal køres VM-grandprix på hjemmebane i Vojens lørdag aften.

- Skulderen har fået den ro, den skal have, og jeg har også fået styrketrænet tilpas. Så jeg er klar til at køre for Holsted i den danske liga onsdag aften for at se, hvor skulderen står i forhold til weekenden, siger Nicki Pedersen.

Den øjeblikkelige VM-treer erkender da også, at skaden havde stor indflydelse på hans præstation ved det sidste VM-grandprix i polske Gorzow.

- Sidste gang, jeg kørte, var syv dage efter, at jeg havde revet min skulder af led. Her fik jeg syv point, og jeg var imponeret over, at jeg i det hele taget kunne køre, siger Nicki Pedersen, der lørdag jagter nye vigtige point til VM-stillingen.

De største VM-konkurrenter til VM-titlen, Greg Hancock og Tai Woffinden, døjer nemlig selv med skader. Men dem forsøger danskeren for alt i verden ikke at fokusere på.

- Jeg går ikke og håber på, at mine konkurrenter bliver skadet, for så mister jeg selv fokus og glemmer at holde fart i cyklen. Det er selvfølgelig ingen ulempe, hvis konkurrenterne bliver skadet, men der skal mit fokus bare ikke ligge.

- Mit fokus er, at jeg selv bliver fit til løbet, så jeg kan få kørt nogle vigtige point ind på kontoen, siger Nicki Pedersen.

VM-grandprixet i Vojens køres lørdag med start klokken 19.

Oversigt

    Oversigt