De to banker Nordea og Fionia Bank må gerne gå sammen. Konkurrencestyrelsen siger nu ja til, at landets næststørste bank - Nordea - køber landets 11. største. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Fionia har været den største regionale bank på Fyn og har haft tjent penge på de samme områder som Nordea. Derfor har myndighederne brugt en del tid på at undersøge, om en fusion mellem de to kunne skade konkurrencen i banksektoren.
Ifølge Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing er fusionen ikke et problem set med myndighedernes øjne.
- Konkurrencestyrelsens undersøgelser har vist, at der på alle de berørte markeder vil være et tilstrækkeligt konkurrencemæssigt pres også efter fusionen, siger hun.
Agnete Gersing tilføjer, at det tager tid at finde ud af den slags ting. Myndighederne skal indsamle en masse informationer hos en lang række andre banker, kunder og leverandører.
- Oplysninger, som ikke bare kan hentes hos Danmarks Statistik eller ved en togtur til Fyn, siger Agnete Gersing.
Hun tilføjer, at når først myndighederne har sagt ja, og fusionen er gennemført, så er der ingen vej tilbage.
Nordea købte egentlig Fionia Bank i slutningen af august. Prisen var 900 millioner og betinget af, at myndighederne sagde ja. Nordea købte den sunde del af den kollapsede Fionia Bank, mens det statslige selskab Finansiel Stabilitet beholdt de usunde rester.
Med købet overtog Nordea 29 filialer og cirka 400 medarbejdere i Fionia Bank.
/Ritzau/