Ny klagesag mod suspenderet vagtlæge

Vagtlægen, der overså en dødelig blodprop hos en fynsk kvinde, har nu fået endnu en klagesag på nakken. En 23-årig mand blev sendt hjem med en livstruende blødning i hjernen.

I slutningen af maj væltede Mikkel Kragelund på sin cykel i Odense. Svimmel, konfus og med et blødende sår tog han med sin mor til vagtlægen.

Her blev han kort tilset af en læge og sendt hjem, selvom moderen insisterede på en grundig undersøgelse.

- De mærkede om der var hul, og det var der ikke, mente han. Han virkede ikke særlig grundig, og sagde at jeg bare havde fået et par skrub, og ville have det fint om en uge, siger Mikkel Kragelund.

Men Mikkel Kragelund fik det ikke bedre. Han var svimmel og har det skidt de efterfølgende uger. Tre uger efter falder han om med et krampeanfald i Fakta.

På skadestuen bliver Mikkel øjeblikkeligt scannet, og lægerne finder en blødning i hjernehinden, der stammer fra cykelstyret tre uger tidligere.

- De er lidt rystede, og de anbefaler os at klage over lægevagten, da vi fortæller historien om, hvordan vi blev behandlet tre uger tidligere, siger Charlotte Lund Pilgaard, mor til Mikkel.

2708 sjusk

Nu har familien så klaget til patientombuddet over vagtlægen.

I følge TV 2/FYNS oplysninger er der tale om samme vagtlæge, som tilbage i marts fejldiagnosticerede Regina Holmegaard. Efterfølgende døde kvinden af en blodprop. Lægen blev i juli suspenderet som vagtlæge, men driver stadig sin lægepraksis.

- Jeg håber, at der bliver kigget rigtigt alvorligt ved den første læge vi var inde ved. Er han okay, har han det godt og kan han overhovedet udføre sin lægegerning? Det kan jeg godt komme i tvivl om, siger Charlotte Lund Pilgaard.

Mikkel Kragelund får i dag medicin og er i bedring.

- I dag jeg det bedre, men der er stadig problemer med hukommelsen og talen, men det går fremad, siger Mikkel Kragelund.

TV 2/FYN har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den nu suspenderede vagtlæge.

Oversigt

    Oversigt