Det var tre vigtige point og en god begyndelse for OB i Europa Leagues gruppespil, men 3-1-sejren over Wisla Krakow var dog i fare, og det burde den aldrig have været, mener OB-anfører Chris Sørensen.
- Jeg ville meget gerne have haft, at vi havde lukket kampen til 2-0 eller 3-0 i første halvleg, for jeg synes, vi havde chancerne til det.
- Men i bund og grund er vi meget tilfredse med sejren. Vi kan ikke tillade os andet i sådan en kamp, siger Chris Sørensen.
Det var en bedre start på et gruppespil, end OB kunne have drømt om. I tidligere turneringer har fynboerne skuffet en smule, når holdet skulle skaffe sejre på udebane i Europa.
- Jeg synes bestemt, vi har løftet os. Men det skulle vi også gerne. De erfaringer, vi er blevet rigere de foregående år, skulle vi gerne kunne drage nytte af.
- Så vi håber, at erfaringerne fra tidligere turneringer har udviklet os, og i hvert fald var det en god begyndelse i dag. Så må vi se, om vi kan holde niveauet i de kommende kampe, siger Chris Sørensen.
OB-anføreren vil ikke kræve avancement fra gruppespillet endnu, men udebanesejren bringer stor tro og selvtillid i truppen forud for de kommende kampe.
- Vi vil stensikkert gøre alt for at gå videre, så vi kan vise os selv, at vi har taget det skridt videre som klub og som hold, fastslår Chris Sørensen.
OB er også i gruppe med engelske Fulham og hollandske Twente, som torsdag spillede 1-1 i gruppens anden kamp.